Lettere at få studiebolig i Aarhus i år

Kombinationen af flere studieboliger og lidt færre boligsøgende blandt de nye studerende ventes at nedsætte ventetiden på en bolig i Aarhus

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
På grund af byggeriet af flere nye kollegier at det er blevet nemmere at få en studiebolig i Aarhus. Her ses Åbykollegiet, der åbnede i slutningen af juni.

I sidste uge fik landets mange kommende studerende besked om, hvorvidt de var kommet ind på det ønskede studie. Det betyder, at jagten på studieboliger nu for alvor er skudt i gang.

Men i Aarhus lader det til i år at blive væsentligt nemmere end det har været de senere år, hvor en del studerende i flere måneder har været nødstedt til at bo i skurvogne.

 - Det ser bedre ud, end det har gjort i flere år for de nye studerende i Aarhus. De kommer ikke til at vente så lang tid på en bolig, som du har gjort tidligere år, heldigvis, siger Per Juulsen direktør for Kollegiekontoret.

- De fleste kan nå at få en bolig inden studiestart, hvis de har søgt inden sommeren. De, der først begynder at søge nu, kan først få en bolig i løbet af efteråret og forhåbentlig i det tidlige efterår.

Sidste år måtte mange studerende tage til takke med en skurvogn de første måneder af deres studietid i Aarhus. I år behøver langt færre, at finde sig i den løsning, lyder meldingen fra Kollegiekontoret. 

Mange nye boliger

Det er byggeriet af mange nye studieboliger, som bringer ventetiden på en bolig ned. I Aarhus bliver der ifølge kollegiedirektøren bygget nogle hundrede boliger om året, som er målrettet de studerende. Senest slog Åbykollegiet i slutningen af juni dørene op for 202 unge studerende. I løbet af de kommende to år vil der komme yderligere 5-600 boliger målrettet unge studerende.

- Lige omkring studiestart er det svært at finde en bolig uden varsel, men i løbet af studieåret så jævner det sig ud. Især i år ser det ud til at alle i løbet af efteråret ville have kunnet finde en bolig.

Per Juulsen, direktør for Kollegiekontoret i Aarhus, glæder sig over at kunne tilbyde de studerende boliger hurtigere.

Færre søger kollegium

Der har været omkring 4000 nye studerende, som har søgt bolig gennem boliggarantien. Det tyder på lidt færre i år. Det skyldes, at flere finder boliger et andet sted.

- Der er flere, der har en økonomi, som gør, at de ikke kun behøver at søge billige boliger, siger Per Juulsen

De fleste kan nå at få en bolig inden studiestart, hvis de har søgt inden sommeren. De, der først begynder at søge nu, kan først få en bolig i løbet af efteråret og forhåbentlig i det tidlige efterår.
Per Juulsen, direktør, Kollegiekontoret i Aarhus

- De, der først begynder at søge bolig nu, efter de har fået at vide, at de er optaget på studiet, kommer til at vente to-tre måneder, før de får et boligtilbud.

Det betyder, at de fleste vil have fået en bolig i løbet af oktober. Tidligere har det været helt henne i november, før alle nye studerende har fået et sted at bo.

Gode råde til boligsøgningen

  • Søg boligen inden sommerferien
     
  • Accepter et midlertidigt tilbud i starten, hvis du er sent ude med din søgning. Så får vi hurtigt løst jeres boligsituatiuon.
     
  • Er du kommet sent i gang med søgningen, så kom i gang nu. Der er stadig 14 dage at søge i inden for garantien.
     
  • Jo hurtigere, du søger, jo bedre. Det går efter tur.

Kilde: Kollegiekontoret i Aarhus

Få i skurvogne

Der kommer til at være et midlertidigt boligtilbud til de studerende, som ikke har fået et sted at bo til studiestart. De studerende kan blive indkvarteret på Aarhus Ø. Der vil de kunne overnatte fire og fire i beboelsesvogne i nogle uger.

- Det er en midlertidig bolig. Nærmest en vandrehjemsagtig løsning, fortæller Per Juulsen.

Det er selvfølgelig ikke ideelt både at skulle starte studie og bo på den måde, anerkender direktøren for Kollegiekontoret.

- Det er med den viden, at det er midlertidigt at vi indkvarterer de studerende sådan. Det skal være tåleligt. Hvis det havde været en langvarig løsning, så ville det ikke være foreneligt med at være studerende. Som start er det dog okay.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her