Lur i pirattaxa kom til at koste dyrt
En 35-årig mand hoppede i en pirattaxa. Det kom til at koste ham.
Natten til søndag hoppede en 35-årig mand ind i en pirattaxa ved Europaplads i Aarhus, efter han havde været i byen. Senere fandt han ud af, at hans kreditkort var forsvundet, og der var hævet flere tusinde kroner på det forskellige steder. Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Den 35-årige har forklaret til politiet, at han havde sin pung med kreditkort i sin jakkelomme, men han betalte turen med pirattaxaen kontant. Undervejs på turen hjem faldt den 35-årige mand i søvn, og han blev vækket af chaufføren, da de kom frem.
Pungen var der stadig, men senere fandt han altså ud af, at kreditkortet var blevet misbrugt.
Østjyllands Politi opfordrer kraftigt til, at man ikke benytter sig af pirattaxaer på grund af risikoen for at blive snydt og bestjålet.
"Tag en autoriseret taxa, benyt offentlige transportmidler eller få en ven til at hente dig," lyder opfordringen i døgnrapporten.