Magasins ejer er i krise - truet af konkurs

Magasin vil formentlig blive solgt fra, hvis kædens ejer, Debenhams, skulle krakke, vurderer økonom.

Udgivet Opdateret
Magasin ligger centralt i Aarhus. Foto: Google Street View

Den britiske varehuskæde Debenhams, der blandt andet ejer Magasin, er i økonomiske problemer og har søgt om konkursbeskyttelse.

Det oplyser selskabet i en meddelelse.

Tiltaget skal sikre, at Debenhams ikke bliver mødt af juridiske krav fra sine kreditorer, mens kædens butikker er lukket på grund af coronavirus.

Magasin står formentlig foran et stort underskud i første halvdel af året, så det er måske det ringeste tidspunkt i ti år, hvis Debenhams skal sælge Magasin.
Per Hansen, investeringsøkonom, Nordnet

Administrerende direktør Stefaan Vansteenkiste understreger, at det er planen, at Debenhams skal køre videre, når coronakrisen er drevet over.

- Vi har taget dette skridt for at beskytte vores forretning, vores ansatte og andre vigtige interessenter, så vi er i stand til at genoptaget handlen i butikker, når regeringens restriktioner ophæves, siger han i en kommentar.

Det er langtfra første gang, at Debenhams er i problemer. Det er anden gang på et år, at selskabet må søge i ly for sine kreditorer.

Sidste år endte de økonomiske kvaler med, at kreditorerne overtog magten i koncernen.

Debenhams ejer 220 stormagasiner i 22 lande - herunder Magasin syv steder i Danmark.

Den nok bedst kendte Magasin ligger i København. De øvrige er i Lyngby, Ørestad, Rødovre, Odense, Aarhus og Aalborg.

Magasin har givet overskud siden finanskrisen. I regnskabsåret 2018/2019 fik kæden et overskud på 84 millioner kroner.

Hos børsmægleren Nordnet vurderer investeringsøkonom Per Hansen, at mandagens melding fra Debenhams ikke får konsekvenser nu og her for Magasin.

Sidste år pønsede Debenhams på at sælge Magasin. De nuværende kvaler kan ende med, at Magasin bliver solgt fra. Tidspunktet kunne ifølge Per Hansen ikke være dårligere.

- Det er på et rigtigt dårligt tidspunkt på grund af Covid-19. Prisen på Magasin må formodes at være faldet markant de seneste uger.

- Magasin står formentlig foran et stort underskud i første halvdel af året, så det er måske det ringeste tidspunkt i ti år, hvis Debenhams skal sælge Magasin, siger Per Hansen.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her