Magt: Kun én er dygtigere end Lars Østergaard
Corona og abekopper har gjort Lars Østergaard til en af landets mest kendte læger. Ny liste sender ham i top over de dygtigste i hele sundhedsvæsnet.
Mediet Dagens Medicin har netop udsendt deres lister over de mest magtfulde personer i det danske sundhedsvæsen. Lars Østergaard er landet i toppen af den liste, han allerhelst vil være på:
Kun én person overgår i år Lars Østergaard. Det er til gengæld også en af få corona-eksperter, der er mere kendt end den aarhusianske infektionsoverlæge, nemlig Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen.
- Det er selvfølgelig dejligt med sådan en anerkendelse af nogen, der mener, at man gør det godt, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Lars Østergaard mener selv, at det er de resultater, hans afdeling på Aarhus Universitetshospital skabte under corona-pandemien, der har sendt ham tæt på toppen.
Infektionsmedicinsk afdeling håndterede en stor del af de coronaramte patienter i Region Midtjylland under den to år lange coronapandemi.
Samtidig blev Lars Østergaard dagligt brugt som ekspert i medierne til at udlægge teksten, når antallet af smittede steg eller faldt.
- Det var så vildt det hele. På et tidspunkt anede jeg ikke, hvad jeg selv hed, siger han og uddyber:
- Arbejdsopgaverne var så mange, at det kunne jeg ikke klare. Jeg kunne ikke både sidde i fjernsynet og være en god leder for min afdeling. Det var der simpelthen bare ikke tid og overskud til, siger Lars Østergaard.
Kæmper stadig
Overlægen fortæller, at hans afdeling stadig er ramt af det enorme arbejdspres under coronapandemien.
- Det var en periode, hvor alle i afdelingen har haft alt for mange opgaver i forhold til, hvad man kunne magte. Vi er ikke kommet tilbage til udgangspunktet fra før corona, men vi er tæt på, siger Lars Østergaard.
I dag er han gået fra at være fagligt anerkendt til landskendt. Folk hilser på ham, og nogen siger stadig tak for hans indsats. Men ellers er livet vendt tilbage til det, det var før corona.
Kendislæge
Men én ting har han stadig ikke vænnet sig til.
- At gå fra at være ukendt til at være kendt på en måde. Det er en stor forandring, som jeg ikke har vænnet mig til, siger han.
Lars Østergaard nyder at være nummer to på listen i år. Han er sikker på, at det vil være nogle helt andre, der ligger i toppen af listen i 2023. Med undtagelse af Søren Brostrøm.
- Ham er der vist aldrig nogen, der kommer til at overhale, siger Lars Østergaard.
På de næste pladser på listen finder man Lars Fruergaard Jørgensen, administrerende direktør i Novo Nordisk og Jens Lundgren, professor i infektionssygdomme på Rigshospitalet.