Mange haveejere vil droppe sprøjtegift
Aarhus Kommune har tilsyneladende succes med en kampagne, der skal få haveejere til at droppe sprøjtegift.
Som haveejer kan det være fristende at ty til sprøjtemidler for at slippe for ukrudt.
Men sprøjtemidler kan være med til at ødelægge grundvandet.
For at undgå at haveejere bruger sprøjtemiddel på græsplænerne og i haverne, har Aarhus Kommune og Aarhus Vand det seneste halve år kørt en kampagne, der skal få haveejerne til at holde op med at bruge sprøjtemiddel, når de fjerner ukrudt.
Ægteparret Bente og Olaf Kristiansen fra Tranbjerg er nogle af dem, der har fået brev fra vandværket. Deres hus ligger tæt på en vandboring, hvor der hentes grundvand op.
Derfor er de blevet opfordret til ikke at bruge sprøjtegifte i deres have.
- Vi skal jo ikke ødelægge miljøet, nu er der jo så meget snak om det. Vi ved jo, at det går ned i grundvandet, hvis vi bruger sprøjtemidler, siger Bente Ilsø Kristiansen til TV2 ØSTJYLLAND.
Rent drikkevand i kommunen
Kampagnen er blevet til i kampen for at beskytte grundvandet og det rene drikkevand i kommunen.
- Grundvand er det regnvand, der falder ned på jorden. Hvis man så kommer til at spilde noget eller sprøjte noget ud, så kan det komme med regnen ned i grundvandet, siger Bo Vægter, der er bestyrelsesmedlem i Vandværkerne i Aarhus Kommune.
Der er meget stor forskel på, hvor lang tid det tager før sprøjtegiften kan nå grundvandet. Det kan være alt fra en halv time til et halvt hundrede år.
Læs også:
Ændret holdning
I forbindelse med kampagnen har vandværkerne også lavet en brugerundersøgelse, der viser, at 82 procent gerne vil have, at sprøjtegifte skal forbydes i haver.
Hos Vandværkerne kan de tydeligt mærke, at husejernes holdning til sprøjtemiddel har ændret sig.
- Det er blevet mere almindelig kendt, at sprøjtemidler i haverne kan give problemer med drikkevandet, siger Bo Vægter.
Ifølge Bo Vægter er ukrudtsmiddel på fliser noget af det værste. Derudover er der også fundet små mængder af insektgifte i vandprøver.
Måske forbud
Formand for Teknisk Udvalg i Aarhus Kommune, Keld Hvalsø (EL.) er glad for den store opbakning, som undersøgelsen har vist.
Ifølge ham er det vigtigste at få så mange haver som overhovedet muligt til at blive sprøjtefrie.
- Hvis det ikke kan lade sig gøre frivilligt, så mener jeg, at vi relativt hurtigt skal have lavet et forbud, så vi kan sikre, at der også er grundvand i fremtiden, siger han.