Millioner mod beton og mørke: Bispehaven skal være hyggelig
Et af Aarhus' mest udsatte boligområder skal opgraderes for kæmpe millionbeløb til glæde for beboerne
Flottere facader, grønne områder og mere indbydende forhold, som lægger op til hygge. Det er nogle af de ting, som skal gøre boligområdet Bispehaven i Aarhus Vest til et bedre sted at bo.
Området er ifølge Rigspolitiets Tryghedsindeks et af de mest utrygge i Danmark, men det skal et nyt renoveringsprojekt nu forsøge at ændre på. I alt er der afsat 190 mio. kr. til projektet.
Læs også:
Det er arkitektfirmaet Aarhus Arkitekterne, som på tegnebrættet har udtænkt forandringerne. Firmaet har netop vundet den del af udbuddet, og her glæder man sig nu til at komme i gang med forvandlingen:
- Vi synes, det er sindssygt spændende at se, hvordan arkitektur kan flytte et socialt udsat område. Det handler om social bæredygtighed, for bæredygtighed handler ikke kun om noget, der er grønt eller energirigtigt, siger Christina Hauberg, som er brand manager hos Aarhus Arkitekterne.
Projektet går i gang til august
Christina Hauberg peger på blandt andet mørke og dybe kælderskakter som rod til utryghed. Skakterne skal lukkes, indgangene til boligblokkene skal flyttes og nye facadeelementer skal påmonteres. Mellem boligblokkene bliver der også udformet nye, åbne arealer, som skal give lyst til samvær:
- Folk skal komme hinanden ved med boldspil og grille udenfor. Der skal også laves små haver og hele infrastrukturen skal laves om, siger Christina Hauberg fra Aarhus Arkitekterne.
Projektet i Bispehaven er inspireret af Helhedsplanen i Gellerupparken og også af et lignende projekt i Korskærparken i Fredericia, som det aarhusianske arkitektfirma også har været en del af:
- Efter renoveringen faldt kriminaliteten med 50 procent (i Fredericia, red.). Vi kan selvfølgelig ikke tage hele æren for det, for der er også sket andre ting, men det er da påfaldende, siger Christina Hauberg.
Renoveringsprojektet er lige nu i planlægningsfasen. Selve arbejdet forventes påbegyndt til august 2017.
Bispehaven
- Et af Danmarks mest udsatte boligområder
- Opført i årene 1970-73
- Består af boligblokke med syv etager - i alt 880 boliger
- Knap 2.300 beboere