Mindeoptog for Nick Langkjær Hansen torsdag
Torsdag aften kl. 18.00 vil familie og venner til den afdøde Nick Langkjær Hansen være i spidsen for et mindeoptog gennem Aarhus
Både Østjyllands Politi og familien til Nick Langkjær Hansen har bekræftet, at det var liget af den 24-årige studerende, som dykkere i går bjærgede.
På Facebook har moderen, Jeanette Wiese Johansen, nu været til tasterne, og hun opfordrer folk til at møde op ved McDonald's på Store Torv i Aarhus kl. 18.00 torsdag.
Folk kan medbringe lys, blomster og hilsner til Nick, og i samlet flok vil optoget gå langs Aarhus Å og slutte ved havnen.
Nick Langkjær Hansen forsvandt efter en bytur i Aarhus d. 29. januar. Det var netop ved McDonald's på Store Torv i Aarhus, at han sidst blev set.
Han havde en aftale om at skulle overnatte hos en kammerat i Aarhus, da han selv var bosat i Horsens. Studiekammeraterne blev meget bekymrede, da han ikke mødte op til undervisning om mandagen efter weekendens bytur.