Minister siger god for ghettosalg
Som et led i regeringens kommende ghettostrategi skal bygninger i de udsatte boligområder kunne sættes til salg og pengene bruges på kvarterløft.
Hele boligblokke i det uroplagede Gellerup ved Århus kan snart komme til salg. Socialminister Benedikte Kiær (K) vil som et led i regeringens kommende ghettostrategi give boligforeningerne i landets udsatte boligområder lov til at sælge hele boligblokke og tomme byggegrunde og bruge pengene til at give kvarteret et løft. Det skriver Berlingske Tidende.
Målet er at bryde de ensformige blokke af almene boliger op med andelsboliger, ejerboliger eller private lejeboliger.
- Vi vil gerne have skabt en mere blandet ejerform, så det ikke bare er et kæmpestort område med almene boliger. Derfor går vi ind nu og fornyer salgsreglerne i forhold til de almene
boliger, siger Benedikte Kiær.
Regeringens udmelding modtages med glæde i Århus, hvor den socialdemokratiske borgmester, Nicolai Wammen, længe har haft en plan for Gellerup parat. Den lægger op til, at to boligblokke sættes til salg, mens tre rives ned, og to omdannes til
erhverv.
- Det er helt afgørende for realiseringen af helhedsplanen for Gellerup og Toveshøj, at boligforeningen får mulighed for at sælge ejendomme og bruge pengene til yderligere investeringer i områder, hedder det i en skriftlig kommentar fra Nicolai Wammen.
/ritzau/