Molslinjen sejler ind i betonklods: Mange afgange aflyses

Molslinjens sejlplaner skal laves om efter et uheld med færgen Express 1

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
VIDEO: Færgen sejlede ind i en stensætning på færgehavnen på Sjællands Odde. / Video: Privat

En af Molslinjens tre færger har ramt en stensætning i forbindelse med, at den skulle sejle i havn ved Sjællands Odde.

Det bekræfter Molslinjen overfor TV2 ØSTJYLLAND. Uheldet skete klokken cirka 10.30.

- Det er Express 1, som bliver ramt af noget irriterende vind på Odden, da den skal lægge til. En af spidserne på siden af færgen har ramt en stensætning. Ingen er kommet noget til, og der er heller ikke sket skader på indvendig materiel på færgen eller biler, siger kommunikationschef Jesper Maack til TV2 ØSTJYLLAND.

Men der er alligevel tale om et uheld, der får stor betydning for Molslinjens sejlads i den næste tid.

Færgen Express 1 skal på værft efter uheldet på Sjællands Odde. / Foto: Privatfoto

- Det er en stor ting, det er ikke bare en bulet forskærm. Det skal laves og svejses, så der går nogle uger, og der kommer ændringer i sejlplanen i hvert fald nogle uger, siger Jesper Maack.

Må ombooke billetter

Han regner med, at alle passagerer stadig kan komme med en færge, men mange må ombookes til andre afgange på grund af påsejlingen der gør, at der nu kun er to færger til rådighed fremfor tre.

MOLSLINJEN AFLYSER FØLGENDE AFGANGE

  • Aarhus til Odden kl. 12.30 og 16.15
  • Odden til Aarhus kl. 14.15 og 18.00

Påsejlingen kan også få betydning for Molslinjens busafgange, som muligvis også skal ombookes. Molslinjen er i gang med at tage kontakt til alle passagerer, der bliver berørt.

- Færgen kan heldigvis stadig selv sejle på værft i Jylland, men skaden skal rettes, ellers sejler den ikke ordentligt, siger Jesper Maack.

En af Molslinjens tre færger sejlede fredag formiddag ind i en stensætning på færgehavnen på Sjællands Odde. / Foto: Google Maps

Der vil komme aflysninger på afgange, men Jesper Maack håber, at man kan finde en løsning, så passagererne kan komme med en tidligere eller senere afgang.

- Vi har heldigvis stor kapacitet på færgerne, men det er klart, at der vil være fyldte afgange fra nu af, siger kommunikationschefen.

Ifølge TV2 er der tale om, at cirka 2.000 personer bliver berørt alene i dag.

Øjenvidne registrerede to brag

Annika Raunstrup var øjenvidne til uheldet. Hun bemærkede, at der var noget galt, allerede inden færgen bragede ind i stensætningen.

- Jeg syntes, det var besynderligt den måde, den forsøgte at lægge til havn på. Jeg har efterhånden været med den færge nogle gange, og den plejer altid at bakke ind i havnen, men den her gang sejlede den med fronten først, siger øjenvidne og journalist Annika Raunstrup til TV2 ØSTJYLLAND.

Jeg sad og tænkte, at den færge havde jeg egentlig ikke lyst til at skulle ombord på. Jeg gik ikke i panik, men det ville jeg måske have gjort, hvis jeg var ombord på færgen.
Annika Raunstrup, øjenvidne

Annika Raunstrup skulle have været med færgen fra Sjællands Odde mod Aarhus klokken 10.45, og hun holdt som en af forreste og ventede på at færgen, hun skulle med, sejlede ind.

To gange registrerede hun, at færgen stødte på stensætningen, men hun har hørt, at det skulle være sket hele tre gange.

- Jeg sad og tænkte, at den færge havde jeg egentlig ikke lyst til at skulle ombord på. Jeg gik ikke i panik, men det ville jeg måske have gjort, hvis jeg var ombord på færgen, siger Annika Raunstrup.

Færgen kunne af gode grunde ikke sejle som planlagt klokken 10.45, og derfor fik de ventende i køen at vide, at de i stedet ville komme afsted klokken 12.15.

Men da der var gået to og en halv time, og der endnu ikke var nogen færge, der var klar til at sejle, begyndte mange af bilerne at vende om.

Annika Raunstrup har nu forladt Sjællands Odde og kører i stedet over Fyn mod Aarhus.

Den skadede færge er lige nu på vej til Lindøværftet i Odense, hvor den skal repareres.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her