Mystisk boks med gamle pengesedler dukkede op i busk: Nu er ejeren fundet
En mand fandt lørdag en gammel kasse med mønter og pengesedler i et buskads. Efter ti år er kassen nu kommet tilbage til ejermanden.
Det var et noget besynderligt fund, Brian Jonassen gjorde sig lørdag eftermiddag, da han gik tur med sin hund i Solbjerg.
I et område med nogle træer spottede han en hvid metalboks, som viste sig at indeholde gamle pengesedler, udenlandske mønter og kvitteringer, der var dateret helt tilbage til 1990'erne.
- Det var utroligt spændende. Der gik lidt Sherlock Holmes i den med at prøve at få skilt mønterne og kvitteringerne i bunden af den her suppe af mudder og grene, sagde Brian Jonassen lørdag til TV2 ØSTJYLLAND.
Efterfølgende satte han det helt store detektivarbejde i gang med sin familie for at finde ejermanden til den gamle pengekasse. Og nu er det lykkedes.
Det er nemlig 85-årige Marie Hansen, der efter ti års forsvinden endelig har fået kassen tilbage. Men hvordan kassen er blevet væk, har hun ingen anelse om.
- Mærkværdigvis har jeg ikke opdaget, at jeg manglede kassen, og jeg har ikke lagt mærke til det. Det er ti år siden, vi flyttede, og siden har jeg ikke tænkt på den, så det er nok derfor, jeg ikke har savnet den, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Kassen brugte hun til at samle mønter fra sine udenlandsture med sin mand. Men for ti år siden blev hendes mand syg, så de var nødt til at flytte og ikke længere kunne rejse, og siden har kassen ikke været brugt.
- Jeg har nok ikke tænkt mere på den kasse, for jeg har aldrig savnet den. Den blev kun brugt til kvitteringer og de gamle mønter, siger den 85-årige.
Til trods for, at hun ikke har savnet kassen, har det nylige fund alligevel bragt mange gode minder tilbage.
- Det er fantastisk, at de har fundet den efter så lang tid. Den har jo kun affektionsværdi, men så kommer man til at sidde og tænke på de ting, man har oplevet, siger Marie Hansen.
Samtidig betrygger hun sig også ved, at der var nogle kvitteringer og kort med hendes navn og adresse på, så hun er helt sikker på, at kassen tilhører hende.
- Det første, jeg sagde, var, at det ikke var min kasse, for jeg var sikker på, den lå i en bestemt skuffe. Men da jeg så kunne se, at kassen ikke lå i den skuffe, jeg troede, så vidste jeg, at kassen var min, siger hun og fortsætter:
- Det er sjovt, at man får sådan noget at vide efter så mange år, og selvfølgelig vil jeg da beholde den nu.