Nyt AGF-stadion kommer til at koste over en halv milliard
Der er sat 585 millioner kroner af til opførslen af et nyt stadion i Aarhus, hvor AGF vil have hjemmebane.
AGF's nye hjemmebane kommer til at kunne huse 20.000 tilskuere og vil koste 585 millioner.
Sådan lød det torsdag fra Kongelundens Sekretariat ifølge Århus Stiftstidende.
Kongelunden er det område, hvor stadionet i Aarhus kommer til at ligge, og hvor AGF's nuværende hjemmebane, Ceres Park, også ligger.
Torsdag blev budgettet for udviklingen af området - og det nye stadion - fremlagt, og her fremgik det altså, hvad budgettet for det nye stadion lyder på. Derudover er der afsat 65 millioner til nedrivning af Ceres Park.
Det nye stadion skal som nævnt kunne have plads til 20.000 tilskuere, men skal kunne udvides, så der med ståpladser kan være 24.000 til stede, skriver Århus Stiftstidende.
Seks forskellige arkitektfirmaer har fået til opgave at komme med deres bud på, hvordan AGF's nye hjemmebane skal se ud.
Torsdag meddelte AGF, at man vil skyde 100 millioner kroner - og ikke de tidligere nævnte 50 millioner - i projektet.
Derudover har både Salling Fondene og Lind Invest hver lagt 250 millioner kroner i puljen, ligesom Aarhus Kommune også bidrager med en kvart milliard til Kongelundsprojektet.