Pige cykler ud foran bil - Henry fik sit livs chok
Det var lige ved at gå forfærdelig galt, da en pige cyklede ud foran bil torsdag eftermiddag.
- Jeg rystede helt vildt, da jeg kom hjem.
58-årige Henry Kristensen fik sig torsdag sit livs chok.
På vej mod sit hjem i Lystrup uden for Aarhus kommer han kørende ad en vej i et villakvarter. I den anden side af vejen holder en bus ved et busstoppested.
Men netop da han er ved at passere bussen, kommer chokket.
En pige i skolealderen trækker ud på vejen bag bussen - tilsyneladende uden at have set sig for.
- Jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger Henry Kristensen til TV2 Østjylland.
Henry Kristensen hakker resolut bremserne på sin VW Caddy i bund, så dækkene hviner mod asfalten.
Pigen på cyklen har på det tidspunkt endelig set faren i situationen og har bremset op midt på vejen.
Bilen når dog netop at standse helt inden et sammenstød med pigen.
Kroppen begynder at ryste
Og så - lige så hurtigt som den farlige situation opstod - er alt tilsyneladende tilbage til normen.
Pigen cykler videre på fortovet, og Henry Kristensen fortsætter i det sving, han skulle til at tage.
Men inde i ham har oplevelsen sat sig spor. Det mærker han, da han kommer hjem, og hans krop begynder at ryste.
Det er, som om adrenalinen fra situationen ikke har noget sted at komme hen.
- Hele min krop rystede. Især den første halve time var det slemt, fortæller han.
For nok var den farlige situation opstået og gået i sig selv igen på meget kort tid, men tankerne havde nået at få frit løb.
- Der går rigtig meget igennem hovedet. Det kunne jo have kostet hende livet, siger han med en alvorstung mine.
Derhjemme fik han talt med sin kone om oplevelsen, og det hjalp på at dæmpe uroen i kroppen.
Men tankerne om den situation, han netop havde befundet i, blev ved med at køre rundt.
- Man kan jo ikke lade være med at tænke på, hvad der kunne være sket. Det ville være uhyggeligt at komme til at køre et barn ned, siger Henry Kristensen.
Da TV2 Østjylland taler med ham torsdag sidst på eftermiddagen - et par timer efter hændelsen - kan han stadig mærke de fysiske konsekvenser af den ulykke, han næsten var endt i.
- Min hånd er stadig ikke helt rolig, når jeg holder den ud i luften, siger han med et nervøst grin.
Specielt at komme bag rattet igen
Efter at have talt med sin kone lagde Henry Kristensen en video op af situationen i den lokale Facebook-gruppe, så forældrene "kunne give hende opsang", som Henry Kristensen formulerer det.
Enkelte har kommenteret, at han ikke burde have lagt videoen op, da pigen fremgår med sit ansigt i videoen, men det er han ikke enig i.
Henry Kristensen kører i forbindelse med sit arbejde for en entreprenør mange kilometer hver dag, og han ved, at det kan blive specielt at sætte sig bag rattet igen.
Men han ved også, at han reagerede hurtigt og gjorde det rigtige i situationen, og derfor er han ikke nervøs for at komme ud i trafikken igen.
- Men der kommer nok nogle tanker frem, næste gang jeg skal forbi en bus.