Et år efter tragisk teenage-drab er der stadig stoffer, uro og hærværk ved station
Et rum på Grenaa Station bliver stadig brugt af byens unge som opholdssted.
Mørket er faldet på. Det er koldt udenfor. Under frysepunktet.
En gruppe unge mennesker hænger ud på Grenaa Station ved det sted, de kalder 'varmestuen', som i virkeligheden er en murstensbygning med store glaspartier, hvor man venter på bus eller letbane.
Der er røg fra en skraldespand, som er blevet forsøgt brændt af. Der er en skærende lugt af brændt papir. Og der er også blevet sparket til skraldespanden.
Én ung mand ryger på en joint. Andre sidder og snakker. Faktisk er der ingen i selve 'varmestuen', der venter på transport. De er her blot. Som de så ofte er.
- Vi sidder her egentligt bare og snakker og laver forskellige ting, siger Olivier Alexander Mikkelsen på 14 år.
Han sidder på en stolerække med to kammerater.
365 dage siden drab
Det, du læser nu, er et øjebliksbillede fra TV2 Østjyllands besøg i 'varmestuen' en hverdagsaften.
En tilfældig aften, men ingen tilfældighed.
For stedet har en særlig betydning. I dag - tirsdag den 26. november - er det præcis et år siden, en tragedie ramte Grenaa. Her afgik 15-årige Malthe B. Termøhlen ved døden efter et enkelt stik i hjertet med en kniv.
En kniv, som en anden - på det tidspunkt - 15-årig havde medbragt.
En uoverensstemmelse mellem de to gjorde, at kniven blev trukket, og Malthe B. Termøhlens liv stoppede.
I kølvandet på drabssagen rejste der sig da også en debat om netop det sted. Om byens ungdom, og hvordan varmestuen på Grenaa station var et sted plaget af uro.
Om det at nogen går med kniv, og det, at der tilsyneladende hersker en utryg atmosfære ved den lille stationsbygning.
Forstå sagen om teenage-drabet
Den 26. november 2023 døde 15-årige Malthe B. Termøhlen, efter han blev stukket med kniv af en jævnaldrende ved Grenaa Station.
Da politiet ankom til stedet, modtog det 15-årige offer akut behandling i en ambulance, men han døde kort efter.
Halvanden time senere blev en jævnaldrende dreng anholdt og sigtet for drabet.
I byretten kom det frem, at De to drenge igennem en længere periode havde haft en kontrovers, der handlede om, at den nu døde dreng var sikker på, at den tiltalte havde voldtaget en fælles veninde.
Politiet har undersøgt den påstand i forbindelse med efterforskningen, men der er ikke fundet nogen som helst beviser på, at der er foregået noget, der minder om en voldtægt.
Ikke desto mindre var det altså anledningen til, at de to drenge aftalte at mødes på stationen for at få sagen diskuteret én gang for alle og forhåbentlig få den lukket ned.
Den havde angiveligt fyldt meget og gjort den tiltalte utryg, fordi han blandt andet havde modtaget truende sms'er og billeder.
Han medbragte en spejderdolk til mødet.
Kort efter ankomsten til stationen, hvor de to drenge hilste på hinanden, gik de hen ad perronen og væk fra det venterum, hvor nogle andre unge sad og fik varmen.
Situationen udviklede sig hurtigt voldsomt, da den 15-årige angiveligt slog den dengang også 15-årige i ansigtet med knyttet hånd. Det kom bag på ham, og han reagerede ved at hive dolken frem fra lommen.
Et enkelt stik i venstre side af brystet blev dræbende, da det gik rent ind og ramte midt i hjertet, så drengen døde af indre forblødning.
Sagens kerne i byretten var, hvorvidt den tiltalte havde forsæt til at dræbe. Altså, stak han den anden dreng for bevidst at tage livet af ham?
Den i dag 16-årige blev kendt skyldig i drab, grov vold og overtrædelse af knivloven. Han blev dømt en straf på otte års fængsel.
Kilde: TV2 Østjyllands arkiver
Hash og brændte stole
At bygningen stadig bruges som opholdssted for byens unge er et faktum.
Det har TV2 Østjylland flere gange observeret den seneste tid.
Og denne aften i uge 47 fyldes rummet atter stille og roligt med unge mennesker. Omkring ti personer. Det er svært at vurdere, hvilken alder de har, for de er svøbt i halstørklæder og store dynejakker.
Tre drenge på 14, 15 og 16 år vil gerne tale med TV2 Østjylland.
- Man gider jo ikke at fylde nogens huse op. Og når vi er her, kan vi være flere. Det er nok lidt mere hyggeligt, konstaterer 16-årige Tobias Lindberg Busse, der tilføjer, at de før er blevet smidt væk af politiet.
Der bliver røget indenfor. Skiltet uden for stuen, der varsler, at man ikke må ryge, har de nok overset. Der dufter af hash. Og der er brændemærker i flere af stolene efter en stormlighter.
- Det er ikke så godt at hænge ud her på stationen. Vi ville nok ønske, vi havde et andet sted at hænge ud, fortæller Benyamin Ceylan, der er 15 år.
Mens TV2 Østjylland er til stede, benytter stationens øvrige gæster tilsyneladende ikke 'varmestuen'.
De bider kulden i sig og står på perronen og venter.
Har også gået med kniv
De tre unge, TV2 Østjylland taler med, fortæller om, hvordan det, ifølge dem, kan være udfordrende at være ung i Grenaa.
Flere af dem kender - eller kender til - drabssagens to hovedpersoner. Den ene, der er død. Og den anden, der i dag er spærret inde.
Undervejs fortæller de noget, der gør indtryk på TV2 Østjyllands udsendte.
Har i nogensinde gået med kniv?
- Der var en periode i starten, men det var fordi, man var bange for, hvem man mødte og sådan noget, fortæller 16-årige Tobias Lindberg Busse.
- Der er mange der går med knive. Det var der i hvert fald der, tilføjer han.
14-årige Oliver Alexander Mikkelsen stemmer i.
- Til at starte med vidste man ikke, hvad folk kunne finde på. Der følte man sig utryg.
Ingen af de tre, TV2 Østjylland taler med, har kniv med den aften, siger de.
Men netop det at gå med kniv var en varm kartoffel i Norddjurs Kommune i tiden efter drabssagen. Faktisk lavede kommunen en undersøgelse i 2024, som viste, at ni procent af de unge, der deltog, har haft kniv eller andet ulovligt våben på steder, hvor det ikke er tilladt.
- Utryghed fylder ikke
I kølvandet på knivstikkeriet på stationen blev SSP-konsulenter og krisepsykologer kimet ned.
Det kunne TV2 Østjylland fortælle i perioden efter.
I sommer blev der afholdt informationsmøder med udskolingsforældre på alle skoler i kommunen, hvor borgmester Kasper Bjerregaard (V) blandt andet drøftede resultaterne af undersøgelsen - både overtrædelser af våbenloven, men også de unges forhold til alkohol.
Dog så borgmesteren på daværende tidspunkt ikke et generelt problem med utryghed i kommunen.
- Når et lille lokalsamfund som vores bliver ramt af noget så tragisk, så fylder det meget. Vi har siden gjort rigtig meget for at være i kontakt med de unge og arbejder stadig med det, men utrygheden fylder ikke i hverdagen, sagde han til TV2 Østjylland.
Har vænnet sig til det
Tilbage i 'varmestuen'.
Den søde lugt af vapes med tuttifrutti og jordbærsmag blander sig nu også i luften.
TV2 Østjylland spørger ind til tiden efter drabet på den 15-årige.
- Jeg tænkte meget på det i starten, men nu fylder det ikke lige så meget, fortæller Tobias Lindberg Busse.
Han fortæller, at han var en af dem, der befandt sig på stationen en time før, knivstikkeriet fandt sted den 26. november 2023.
- Man fik sådan en underlig følelse inde i sig selv, at man tænker på, at der faktisk er en af ens venner, der er stukket ned her. Men man er jo begyndt at vænne sig til at komme herned igen, tilføjer Benyamin Ceylan.
Den i dag 16-årige unge mand, der i byretten i fjor blev kendt skyldig i manddrab og idømt otte års fængsel, har anket dommen. Han påstår, ifølge sin advokat, frifindelse for drab.
- Han påstår sig frifundet i henhold til nødværgebestemmelsen, så det er vores principielle påstand, at der er tale om grov vold og ikke et drab, sagde advokat Berit Ernst for nylig til TV2 Østjylland.
Ankesagen begynder onsdag ved Vestre Landsret.
Sådan gjorde TV2 Østjylland
TV2 Østjylland besøgte Grenaa Station torsdag den 21. november om aftenen.
Alle, der medvirker i denne artikel, er mindreårige.
TV2 Østjylland har fået tilladelse af deres forældre til at foretage og bringe interviews.
To mindreårige giver i denne artikel udtryk for, at de har prøvet at gå med kniv. Det kan TV2 Østjylland ikke endegyldigt verificere. Men forældre til de to bekræfter over for TV2 Østjylland, at de har været vidende om det og har haft en snak med drengene, og at drengene ikke længere går med kniv.
Dette har TV2 Østjylland også fået samtykke til at viderebringe.