Pludselig stod der en bil på tværs af togsporene
En bil er lørdag aften blevet kørt ind på letbanesporene og er blevet parkeret lige ved perronen.
Et noget usædvanligt syn mødte de passagerer, der lørdag aften skulle med letbanen fra stationen i Lystrup.
For enden af den ene perron stod nemlig pludselig en rød bil på tværs af skinnerne.
Det bevidnede Jan Krog fra Lystrup, der omkring klokken 20.30 var ude og lufte sin hund.
På det tidspunkt sad en ældre kvinde bag rattet i bilen, fortæller han, og to betjente stod omkring den og forsøgte at få hende til at komme ud.
Forinden da havde den tilsyneladende kørt omkring 150 meter fra en jernbaneoverskæring og hen mod perronen. Det fortalte andre personer til Jan Krog, at de havde set, beretter han.
Da billedet øverst i artiklen blev taget, var der gået nogle timer, og ifølge Jan Krog må det være betjentene, der har flyttet bilen, så den da stod for enden af perronen uden at spærre sporet for letbanetogene.
TV2 ØSTJYLLAND har søndag middag fået fat i Østjyllands Politi, der bekræfter, at man var til stede i Lystrup lørdag aften. Den omtalte bil havde påkørt en signalboks, oplyser vagtchef Morten Hansen, og bilen blev herefter bugseret væk fra sporet.
Han bekræfter ydermere, at en kvinde sad bag rattet, men kan derudover ikke sige meget mere. Rapporten fra episoden er endnu ikke færdig, og detaljerne er derfor ikke tilgængelige, fortæller han.
Midttrafik oplyser, at hændelsen på Lystrup Station betød, at der fra klokken 21 og frem ikke kørte letbanetog mellem Lisbjerg og Lystrup.