Politiet frigiver voldsom video i drabssag: Skyder tre gange
Politiet kom torsdag med nye oplysninger til offentligheden i drabssagen fra Viby, hvor en 21-årig mand blev dræbt i sin bil.
Torsdag eftermiddag har Østjyllands Politi frigivet en ny video i forbindelse med drabssagen, som i begyndelsen af marts rystede Viby, da en 21-årig mand blev fundet dræbt i en bil ved OK Plus nær bebyggelsen Rosenhøj.
Videoen viser den sandsynlige gerningsmand skyde 3 gange. Han hopper op på et stengærde og skyder to gange i en retning, vender sig mod højre og skyder en gang mere, inden han hopper ned og hen mod en bil, som ser ud til at vente på ham.
Se klippet øverst i artiklen.
Der er endnu ingen anholdte i sagen.
Drabet fandt sted natten til den 8. marts, hvor en mand blev fundet død i sin bil ved en tankstation i Aarhus-forstaden Viby. Det 21-årige offer var umiddelbart ikke kendt af politiet og regnes stadig som et tilfældigt offer for drabsmandens skud.
Siden drabet blev personer, der så en specifik VW Golf Variant-bil den aften og nat, bedt om at kontakte politiet. Det er tilsyneladende samme bil, skudmanden ses hoppe ind i den nyligt frigivne video.
Det er ikke ofte, at dansk politi frigiver billeder af et formodet drab, understreges det fra Østjyllands Politi.
- Det er helt undtagelsesvist, at vi bringer en video af skuddene affyret i en drabssag, og vi er klar over, at det kan virke voldsomt.
- Vi vurderer dog, at det kan være et vigtigt efterforskningsskridt i efterforskningen af drabet og vi håber at offentliggørelsen af videoen kan give os nogle værdifulde oplysninger, siger politiinspektør Brian Voss Olsen.
Personer, der har oplysninger om sagen kan kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.
- Det kan for eksempel være, at nogen kan genkende gerningsmandens statur eller hans lidt særlige måde at bevæge sig på, siger Brian Voss Olsen.