Sara Slott langt fra sit års bedste
Den aarhusianske hækkeløber løb over et sekund fra sit års bedste ved et Diamond League-stævne i Rabat
Det var ikke en skarp Sara Slott Petersen, som søndag aften løb finale i 400 meter hæk ved Diamond League-stævnet i den marokkanske hovedstad, Rabat.
Den danske sølvvinder fra OL i Rio i fjor løb sig til en sjetteplads i et felt med blandt andre tjekkiske Zuzana Hejnová.
Tiden 55,56 sekunder stod ikke til måls med danskerens årsbedste, som lyder på 54,58 sekunder.
Den tid satte hun tilbage i begyndelsen af juni 2017 ved et atletikstævne i Rom.
Det er heller ikke endnu, at Sara Slott Petersen skal toppe formen.
Det skal meget gerne ske, når der om under en måned er VM i atletik i London.
Søndagens finaleheat i Rabat blev vundet af tjekkiske Zuzana Hejnová, mens jamaicanske Janieve Russell blev henvist til andenpladsen, og britiske Eilidh Doyle sluttede som treer.
VM i atletik foregår fra 4. til 13. august på det olympiske stadion i den britiske hovedstad.