To såret efter kæmpe slagsmål i Aarhus
Østjyllands Politi blev kaldt til Aarhus Universitetshospital tidligere på aftenen af sundhedspersonalet på akutmodtagelsen.
Politiet ankom tidligere på aftenen til Aarhus Universitetshospital i Skejby efter en anmeldelse fra sundhedspersonalet på Akutmodtagelsen.
Årsagen var, at to mænd kort forinden var ankommet til afdelingen med ikke-livstruende knivsår på henholdsvis baller og ben.
- Vi vurderer, at de to tilskadekomne havde været en del af slagsmålet i det centrale Aarhus, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Østjyllands Politi modtog omkring kl. 18 flere anmeldelser om et stort slagsmål mellem to grupperinger i det centrale Aarhus. Flere vidner oplyste uafhængigt af hinanden, at der blandt andet var anvendt slagvåben i forbindelse med slagsmålet, og at de to grupperinger var kørt fra stedet i to biler.
Ifølge et vidne, som TV2 ØSTJYLLAND har talt med, foregik det ved Tage Hansens Gade og Regenburgsgade.
Politiet vil gerne i kontakt med personer, der har overværet episoden, eller som har relevante informationer om slagsmålet i det centrale Aarhus.
Politiet kan kontaktes på telefonnummer er 114.
Østjyllands Politi har af hensyn til efterforskningen ikke yderligere kommentarer om sagen på nuværende tidspunkt.
Østjyllands Politi er i øjeblikket til stede på Skejby Sygehus, hvor vi undersøger omstændighederne omkring 2 personer som har henvendt sig efter de er blevet overfaldet. Indtil vi ved nærmere har vi ikke yderligere oplysninger#politidk
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) February 13, 2019