Seksårig stiv af skræk efter Tivoli-ulykke - så trådte ung medarbejder til

Ulykken, hvor en 14-årig mistede livet i Tivoli Friheden, var en hård oplevelse for de mindste. Men en ung ansat i parken viste overraskende overskud, fortæller mor.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
En ansat i Tivoli Friheden havde overskud til at tage sig af en lille pige kort efter den alvorlige ulykke i torsdags. Foto: Privatfoto

Blå blink, mennesker i panik på vej ud og en tung stemning af, at der er sket noget meget alvorligt. En 14-årig pige er død. Og en 13-årig tilskadekommet.

Midt i det hele står en seksårig pige med sin mor. Pigen er forstenet af skræk. Og hun kan ikke forstå, at det, der for få minutter siden var en sjov dag i Tivoli Friheden, nu er slut. 

Hun græder og er ikke til at rokke ud af stedet. Men pludselig står der en ung medarbejder fra Tivoli Friheden. Han rækker den seksårige en bamse, og hun krammer den, imens hun forlader parken sammen med sin mor og de øvrige gæster.

- Jeg synes, det var en mentaliseringsevne og en omsorg, der var så overraskende. Jeg var så rørt. Jeg var lige ved at tude op i ansigtet på ham, siger pigens mor, Maria Islin Skov Mullan, til TV2 ØSTJYLLAND.

Godt til små børn

Bamsen og minutterne omkring ulykken vender vi tilbage til. Først skruer vi tiden tilbage til torsdag den 14. juli først på eftermiddagen.

Maria Islin Skov Mullan, der til daglig bor i Holbæk og arbejder som skolelærer, er i Aarhus med sin mand og fire børn. Og derudover en veninde til ét af børnene.

Turen går til Tivoli Friheden. 

Familien fra Holbæk synes, Tivoli Friheden er et godt sted for børn. Foto: Privatfoto

- Det er meget hyggeligt. Der er meget roligt. Selvom der er masser af vilde ting, er det ikke som Tivoli i København, hvor der er diskoteksstemning og høj basmusik. Og der er også nogle rigtig gode ting til vores små børn, fortæller Maria Islin Skov Mullan.

På det tidspunkt er der intet, der tyder på, at dagen tager en voldsom drejning.

- Vi var nede og sejle i bådene. Børnene fik is og forældrene en tiltrængt kop kaffe. Vi hygger rundt.

Ville prøve noget vildt

Efter familien har brugt den første tid i Tivoli Friheden på at prøve ting, som primært er for de mindste, synes familiens 11-årige dreng, at det er tid til at prøve 'noget vildt'.

- Vi så Cobraen og tænkte: Den er vild. Det bliver den, fortæller Maria Islin Skov Mullan.

Familien fordeler sig i rutsjebanen. Familiens to piger i den bagerste sæderække. Maria Islin Skov Mullans mand og 11-årige dreng lige foran. Turen går fint.

Maria Islin Skov Mullan fortæller dog, at de bagefter taler om, at forlystelsen knagede, klikkede og bragede. Men også, at de var enige om, at sådan er det jo med rutsjebaner.

- Det er jo lige som 'de gamle' herovre på Sjælland. Det knager og giver sig. Der er jo rigtig meget gang i den og rigtig mange kilo, der bliver smækket rundt, siger Maria Islin Skov Mullan.

TV2 ØSTJYLLAND har fået flere lignende henvendelser om lyde fra Cobraen op til ulykken. Hvorvidt der er en sammenhæng, er ikke dokumenteret. Tivoli Friheden har opfordret alle til at dele deres oplevelser med politiet. 

Folk kommer galoperende

Familien taler ikke mere om det og bevæger sig videre i Tivoli Friheden. De støver rundt, leder efter noget at spise, prøver radiobilerne.

Familien på vej rundt i Tivoli Friheden kort før ulykken i Cobraen. Foto: Privatfoto

Maria Islin Skov Mullan finder en bamsebod, hvor hun går hen med familiens yngste - den seksårige pige. Og det er her, dagen tager en uventet og meget alvorlig drejning.

- Folk kommer pludselig galoperende fra alle sider. Vi fortsætter. Men lige pludselig er der brandbiler, personale, politibetjente og lægeambulancer. Alle bliver bedt om at gå stille og roligt, og vi kan ikke finde ud af, hvad der foregår. Og min lille pige vil ikke gå nogen vegne. Hun går helt i stå og græder. Hun krampede helt fast, fortæller Maria Islin Skov Mullan og fortsætter:

- Det var højt, og der var dårlig stemning. Man kunne godt mærke, der var sket noget, som var alvorligt.

'Bamsen vil passe på dig'

Maria Islin Skov Mullan ved på det tidspunkt ikke, at der er sket en alvorlig ulykke i Cobraen. Hun står med sin ulykkelige pige og fokuserer på ikke at være i vejen.

- Og så lige pludselig kommer den unge mand fra den bod, vi står foran. Han siger: Kan det hjælpe, hvis du får den her?

Den unge mand rækker ifølge Maria Islin Skov Mullan den seksårige pige en kæmpe bamse og fortæller hende, at bamsen vil passe på hende. Og det hjalp.

- Så kunne hun gå. Hun krammede bamsen, og hun græd og snottede ned i den. Men den hjalp. Og den gerning var sgu flot af en dreng på 16-18 år.

En flot gestus, mener hun.

- Han spottede, at der var et barn i en forlystelsespark, som var virkelig bange. Og det, at han kan finde på at stikke hende en bamse, det var så fint og meget mere, end man kan forvente af nogen, siger Maria Islin Skov Mullan.

Har ikke sluppet den siden

Da hele familien er kommet ud fra Tivoli Friheden, er de rystede. Maria Islin Skov Mullan fortæller, at de ser grædende politibetjente, og at familien efterfølgende har det rigtig svært med at have siddet i Cobraen så kort tid før ulykken, som kostede en 14-årig pige livet.

Familien ender med at afbryde deres ophold i Aarhus og er nu tilbage i Holbæk. Og i dag har bamsen en central plads hos familiens yngste.

Bamsen har betydet, at emnet er lettere at tage op. Foto: Privatfoto

- Hun taler stadig om det. At han var så sød, ham manden der gav hende den bamse, siger Maria Islin Skov Mullan.

Bamsen er siden blevet krammet og har stort set ikke forladt den seksåriges side. Den har ifølge moren givet pigen noget at søge hen i, som har noget med ulykken at gøre, men som også er trygt, rart og hyggeligt. 

Det betyder, at emnet er blevet lettere at tage op.

- Hun kommer selv med den på armen og tager emnet op og spørger, om jeg kan huske, da vi var i Tivoli, fortæller Maria Islin Skov Mullan.

Tivoli Friheden genåbner onsdag. Parken har meddelt, at Cobraen er lukket for bestandigt. Politiet efterforsker fortsat ulykken.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her