Seriekrænker på fri fod – løb væk og ring til politiet
Østjyllands Politi efterforsker stadig sagen og har løbende patruljer i området.
En formodet seriekrænker i Trige, nordvest for Aarhus, er stadig på fri fod. Det bekræfter kommunikationsmedarbejder hos Østjyllands Politi Jakob Christiansen til TV2 ØSTJYLLAND.
- Politiet efterforsker stadigvæk sagen og har løbende patruljer i området, siger Jakob Christiansen.
Indtil videre har Østjyllands Politi modtaget otte anmeldelser om blufærdighedskrænkelse i området.
Manden går efter kvinder
Blandt anmelderne er både teenagepiger og voksne kvinder, som enten er blevet forsøgt kysset eller befamlet af krænkeren.
- Det er kvinder, manden går efter, bekræfter Jakob Christiansen.
En 16-årig pige nåede at tage et billede af manden, efter han krænkede hende. Siden har Østjyllands Politi også udsendt et signalement af krænkeren.
Signalementet lyder:
• Cirka 23-32 år.
• Ikke etnisk dansk af udseende, brun i huden.
• Cirka 168-175 centimeter, spinkel.
• Sort hår.
• Iført karrygul polo og lysegrå bukser.
• Talte dansk.
Kilde: Østjyllands Politi.
Kontakt politiet
Skulle man blive antastet af den formodede seriekrænker i Trige, er politiets opfordring, at man gør, ligesom de andre kvinder:
- Løb væk fra stedet og kontakt politiet, siger Jakob Christiansen.
Østjyllands Politi modtog den første anmeldelse om blufærdighedskrænkelse i Trige mandag 30. august.
Læs også:
Den seneste og ottende anmeldelse fik politiet fra en 32-årig kvinde mandag. Anmeldelsen lød på, at hun blev taget fat i og råbt efter af en mand på Trige Parkvej fredag d. 3. september.
Har du oplysninger om manden i Trige, kan du kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.