Skærpede besøgsrestriktioner på alle plejehjem i Aarhus
Alle besøg på aarhusianske plejehjem skal fremover foregå udendørs og derfor aftales med plejehjemmet.
Der indføres nu midlertidige besøgsrestriktioner på alle plejehjem i Aarhus Kommune.
Det sker, efter at flere af kommunens plejehjemsbeboere er konstateret smittet med coronavirus den seneste uge.
Besøgsrestriktionerne betyder, at alle besøg på aarhusianske plejehjem fremover skal foregå udendørs. Det skal ske efter aftale med plejehjemmet.
–Det er selvfølgelig ærgerligt, at der igen kommer besøgsrestriktioner, men vi må konstatere, at der er enkelte beboere på flere plejehjem, der er blevet smittet, og kombineret med smitteniveauet i Aarhus-området, har det fået myndighederne til at udstede besøgsforbud, siger kontorchef Jens Lassen, Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Der er dog en undtagelse for den allernærmeste pårørende, som også kan komme på besøg indendørs i beboerens lejlighed.
Også i visse kritiske situationer, for eksempel hvis en beboer er døende, kan besøget foregå indendørs.
Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der afgør, om der indføres besøgsrestriktioner på danske plejehjem. Styrelsen vil senest 29. oktober vurdere, om det pågældende i Aarhus skal ophæves.