Skole evakueret efter melding om røg
Alle elever og lærere er sendt ud.
Tranbjerg Skole ved Aarhus er lige nu evakueret efter en anmeldelse om røg.
Det oplyser Østjyllands Brandvæsen til TV2 Østjylland.
- Vi er tilstede på Tranbjergskolen med både Station City, Station Syd og indsatsleder Nord, siger Kirsten Dyrvig, der er operationschef Østjyllands Brandvæsen.
Brandvæsnet rykkede ud, da der kom melding om røg. Der er dog ikke fundet nogen egentlig brand endnu.
- Jeg kunne forstå på mit mandskab, der landede derude, at de også så røg, da de ankom. Men de har ikke fundet egentlig brand. Men vi fortsætter undersøgelserne på stedet, siger Kirsten Dyrvig.
Skolen er lige nu evakueret.
- Det har de klaret selvstændigt, så der er forholdsvis ro på situationen, men vi skal selvfølgelig finde ud af, hvor røgen kommer fra, siger Kirsten Dyrvig.
Skoleleder på Tranbjergskolen, Birgitte Agersnap, oplyser til TV2 Østjylland, at hun ikke har mulighed for at kommentere på sagen lige nu.
TV2 Østjyllands reporter på stedet fortæller onsdag eftermiddag klokken 14.00, at brandvæsnet nu har forladt stedet, og at alt virker helt roligt ved skolen.