Spis bare løs: Ny analyse frifinder fisk
Man kan roligt spise fisk fanget i Alling Å, melder Fødevarestyrelsen, der har analyseret fisk fanget i åen.
Der er ikke sundhedsmæssige bekymringer ved at spise fisk fanget i Alling å.
Det oplyser Randers Kommune onsdag i en pressemeddelelse, efter Fødevarestyrelsen har analyseret fisk fanget på tre lokaliteter.
- Det her er endnu en glædelig nyhed fra naturen omkring skadestedet ved tidligere Nordic Waste. Nu har vi fået Fødevarestyrelsens vurdering af både signalkrebs og fisk i Alling Å, og de viser begge, at dyrene kan spises, siger Jesper Kaas Schmidt, kommunaldirektør i Randers Kommune.
Det er nu knap et år siden, at skandalen om jordskredet ved Nordic Waste ved landsbyen Ølst syd for Randers ramte forsiderne landet over. Lige siden har man arbejdet på at redde at Alling å fra forurening.
Ingen sundhedsmæssige bekymringer
Til Fødevarestyrelsens analyse er der indfanget fisk på tre lokaliteter. To nedstrøms Nordic Waste og én i et tilstødende vandløb. Der er fundet meget lave niveauer af de forskellige stoffer i fiskene, så på baggrund af de foreliggende analyser, er der ikke sundhedsmæssige bekymringer ved at spise dem, oplyser Randers Kommune.
I slutningen af oktober i år kunne Randers Kommune efter måneders intenst arbejde meddele, at vandet i Alling å atter kunne flyde frit. Å-løbet er blevet omlagt i den eksisterende ådal forbi Nordic Waste og øst om Gammel Århusvej.