'Ikke set før': Protestparti er pludselig næststørst
Østbroen i Randers får to nye byrådsmedlemmer og har så fem pladser i byrådet. Dermed kommer protestpartiet op på siden af Venstre som det andenstørste.
Fem pladser i byrådet. Det er normalt standard for de etablerede "gamle" partier som Venstre, Socialdemokratiet, SF og Konservative, men i Randers er virkeligheden nu en anden.
To nye partiskift gør nemlig protestpartiet Østbroen til det andenstørste sammen med Venstre. Og partiet, der gik på valg med mere eller mindre én mærkesag, står usædvanligt stærkt.
De to nye byrådsmedlemmer er Anker Boje, der senest repræsenterede Socialdemokratiet, og Bo Ratz, der kommer fra De Konservative.
Det oplyser partiet i en pressemeddelelse sendt til TV2 Østjylland.
- Vi er enormt glade og stolte af, at de kan se sig selv i Østbroens politik, og den måde vi lokalpolitisk arbejder pragmatisk med sund fornuft fra sag til sag.
- Vi har gennem hele Østbroens levetid haft gode relationer til Bo Ratz og Anker Boje, og de gode relationer har bevirket, at vi har let ved at samarbejde, debattere politiske holdninger, retninger og så videre til gavn for borgerne i Randers Kommune, lyder det Østbroen.
Tabte borgmesterkampen
Anker Boje har i en måneds tid stået uden for et parti, efter han meldte sig ud af Socialdemokratiet. Her gik han efter at blive borgmesterkandidat, men tabte til Torben Hansen.
Anker Boje meldte sig efterfølgende ud af partiet på grund af det, han kaldte 'store uenigheder internt i partiet'.
- Det er ingen hemmelighed, at vi er en lille gruppe i partiet, der har følt os frosset ude og ikke hørt. Stemningen har længe været dårlig, og jeg synes ikke, den er blevet bedre, efter jeg tabte valget, sagde Anker Boje i november til TV2 Østjylland.
Nu har han så valgt sit nye parti, som han vil stille op for til næste års kommunalvalg.
- Jeg er blevet modtaget med åbne arme, og jeg har en rigtig god mavefornemmelse af, at de i Borgerlisten Østbroen accepterer de forskellige personers politiske holdninger og steder, hvor vi kommer fra, lyder det fra Anker Boje.
Tredje skift i samme periode
Det andet nye Østbro-medlem har været vidt omkring.
Bo Ratz blev ved valget for lidt over tre år siden valgt for De Konservative.
Siden skiftede han til Nye Borgerlige for at vende tilbage til De Konservative. Men nu skifter han så til Østbroen.
- Jeg glæder mig til at være et sted, hvor der er et kammeratligt arbejdsmiljø og en fælles kampånd, hvor man kæmper for en fælles sag, lyder det fra Bo Ratz om partiskiftet.
Det skræmmer ikke hans nye parti, at Bo Ratz nu har foretaget sit tredje skifte på tre år.
- Vi ser det ikke som et problem. Vi har hele tiden snakket godt med Bo Ratz og været enige om stort set det hele. Det har været tæt på før, lyder det fra frontfiguren hos Østbroen, Erik Bo Andersen, til TV2 Østjylland.
Højsæson for partiskift
Kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole kalder det usædvanligt, at et protestparti pludselig står så stærkt i et byråd.
- At et parti, der blev valgt ind med en enkeltsag, nu har så mange mandater, har vi ikke set før. Det eneste lignende eksempel er fra Tønder, hvor en vraget Venstre-borgmester bragede ind med Tønderlisten. Men det var ikke kun med én mærkesag som Østbroen, siger Roger Buch til TV2 Østjylland.
Han fortæller, at det kommende halve år er højsæson for partiskift, så de er i sig selv ikke unormale.
- Mange kigger frem mod kommunalvalget næste år, og de ser måske, at de har bedre chancer et andet sted, lyder det fra ham.
'Ikke nok med en mærkesag'
For Østbroen er det ifølge kommunalforskeren en klar fordel at få erfarne byrådsmedlemmer ind, men det er ikke selvskrevet, at partiet så også får et stærkt valg næste år.
Der skal andet og mere til end en enkelt mærkesag.
- Det er svært at holde en mærkesag i live gennem flere byrådsperioder, og partiet har jo heller ikke vist vælgerne, at det er lykkedes at bremse projektet omkring den anden bro.
- Der skal findes mange flere vælgere, og jeg tror, det er usandsynligt, at der kan findes mange flere på mærkesagen omkring broen. Enkeltpersonerne, der nu er kommet ind, trækker ikke i sig selv, nok stemmer, er vurderingen fra Roger Buch.