Slut med at shoppe om natten: Bilka dropper døgnåbent
Godt ni måneder med 24 timers shopping i varehuset i Tilst er slut per første januar
Sidste december forsøgte Bilka i Tilst sig med at holde døgnåbent. Det viste sig, at være så stor en succes, at man i marts besluttede, permanent, at ændre åbningstid til: Altid!
Dengang var der store forventninger til konceptet:
- Jeg er sikker på, at det her bliver til evig tid. Jeg tror, at det bliver en kæmpe succes. Det er den måde, man driver detailhandel på i dag. Når kunden er klar, så skal vi være der. Sådan sagde varehuschef Claus Dahl dengang.
Gevinst for driften ikke for kundetilgangen
Men nu har Bilka måttet sande, at østjyderne ikke har noget stort behov for at købe hverken leverpostej eller havemøbler i nattetimerne, i hvert fald ikke i en grad der gør det meningsfuldt, at holde varehuset døgnåbent:
- Vi har aldrig troet, at der ville komme mange kunder i butikken om natten, så det var ikke kun derfor vi holdt åbent fortæller Kasper Reggelsen, kommunikationskonsulent ved Dansk Supermarked.
- Men gevinsten har hele tiden været driftsmæssig; altså at vi har kunnet bruge nattetimerne til at ruste os og gøre varehuset klar til dagen. Og hvis der så kom kunder i det tidsrum, så var det bare en ekstragevinst, siger han.
Skæve arbejdstimer skal ikke forhindre shopping
De driftsgevinster, der lå i natteåbningen, har nu vist sig sagtens at kunne klares i ydertimerne mellem klokken 6 og 8 om morgenen samt fra klokken 22 til 24 om aftenen.
Dermed er den store fordel der lå dér faldet bort og det sidste incitament til at tage natten i brug er væk. Til gengæld lover kommunikationskonsulenten, at Bilka holder fast i de skæve yder-åbningstider:
- Vi kan se, at kunderne kan lide ydertimerne og at der her ligger et behov for dem der har skæve arbejdstider, så dem rører vi ikke ved, siger Kasper Reggelsen og fortæller desuden, at beslutningen om at droppe døgnåbningen har været helt udramatisk:
- Det har ikke været nødvendigt med fyringer. Alt har kunnet klares med justeringer internt, siger han.
Julehandlen er sidste chance for natteshopping
December bliver den sidste måned, hvor der er adgang til alt hvad hjertet begærer, på alle tider af døgnet. Fra første januar må man pænt vente til klokken 6 om morgenen og handle færdig inden klokken 24.
Men ifølge Kasper Reggelsen kan man aldrig vide, hvad de finder på hos Bilka i Tilst:
-Vi har altid arbejdet med fleksible arbejdstider og man kan sagtens forestille sig, at der vil være specielle lejligheder hvor vi prøver skæve og sjove ting af.