Små skolebørn i en #MeToo-tid: - Det var ikke sjovt, og jeg sagde stop
'Hvis der er nogen, der ikke ved det, kan man jo sige, hvor ens grænse går til.'
At være elev i 3. klasse i 2019 er nærmest lysår fra at være elev i 3. klasse i 1999.
I løbet af ganske få år er den digitale udvikling gået amok, og skolebørn står i dag over for nogle udfordringer, som de er den første generation, der skal forholde sig til.
Sociale medier. Billeder og videoer, som med lynets hast kan sprede sig på nettet. Og hvad er det der hashtag Me Too, de voksne snakker om, egentlig for noget?
Natanna kan også være en grænse
Der er for tiden et stort fokus på grænseoverskridelser og krænkelser både online og offline, og af samme grund er grænser temaet for årets udgave af Uge Sex i folkeskolen.
TV2 ØSTJYLLAND mødte mandag eleverne i 3.D på Tranbjerg Skole, og her kunne man godt få det indtryk, at de små elever allerede havde haft en 'voksensnak' eller to med deres forældre.
- Man skal ikke sende nøgenbilleder videre. Hvis jeg tog et billede af mig selv og sendte det til Silas, og så Silas sendte det ud, det må man ikke. Man skal også være 15 år for overhovedet at må sende nøgenbilleder til sine venner, siger Alexander Frank Svare til TV2 ØSTJYLLAND.
Skolebørnene snakker i denne uge om egne og andres grænser og om, hvordan man kan blive bedre til at mærke og respektere grænser.
- Jeg har prøvet, at der var en, der trak bukserne af mig. Det var ikke sjovt. Jeg sagde stop, lyder det fra Sander Pugdal Vanghøj.
- Nogle gange bliver mine grænser overtrådt. Min grænse er fx øgenavne. Jeg er blevet kaldt Natanna, og jeg kan ikke lide at blive kaldt noget, jeg ikke hedder. Man kan godt blive rigtig sur og ked af det, hvis ens grænse er blevet overskredet, siger 9-årige Nanna Pagh Andersen til TV2 ØSTJYLLAND.
Lærer: Små børn får også overtrådt grænser
Hvorfor er det vigtigt at snakke om grænser?
- Så ved man, hvor hinandens grænser går til, så man ikke overtræder nogen andres grænser. Hvis der er nogen, der ikke ved det, kan man jo sige, hvor ens grænse går til. Ellers kan de spørge, om noget er okay, siger Nanna Pagh Andersen.
Det er vigtigt, at skolebørnene kender deres grænser, lyder det fra skolelærer på Tranbjerg Skole, Jeanette Lind.
- Hvis de mærker efter, hvor deres egen grænse er, så har de også større forståelse for andres grænser. Ens grænser er ikke de samme, men de er nødt til at lære at forstå deres egne grænser, før de kan forstå andres grænser, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND og fortsætter:
- Der er børn, der får overtrådt deres grænser, desværre. Også små børn.
Snak med en voksen
Én af Alexander Frank Svares grænser er, når hans søster behandler ham som om, hun var hans mor. En anden er, når andre skoleelever bærer rundt på ham, 'fordi jeg er så lille'.
- Hvis der sker noget, der er alt for grænseoverskridende, så skal man måske snakke med sine forældre først, så sin lærer, og så sine venner, hvis man har brug for det, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Det er foreningen Sex & Samfund - der blandt andet arbejder for at sikre retten til seksuel trivsel og seksualoplysning - som står bag Uge Sex i landets skoler. Initiativet falder i god jord hos Alexander Frank Svare.
- Man lærer så meget, som man ikke har tid til, når man har dansk og matematik. Der laver man bare hele tiden det samme, og derfor kan det godt være dejligt at have en uge, hvor man lærer noget nyt, siger han.
Alexander synes i øvrigt, at man er lidt 'dorsk', hvis man sender et nøgenbillede.
- Hvorfor skulle man? Det nytter jo ikke noget for nogens liv.