Sommerferien kalder og tyvene står klar
Indbrudstyvene har siddet stille under corona-nedlukningen, men nu nærmer sommerferien sig.
Ferietid er dasetid, men desværre er ferietid også ofte indbrudstid.
For tyvene har klart bedre arbejdsforhold i tomme huse end i huse, hvor beboerne er hjemme.
Selvom der overordnet set er flest indbrud i de mørke vintermåneder, så løber sommerferien med indbrudsrekorden for de lyse måneder.
I Østjylland var der sidste år 22 % flere indbrud i juli måned end i årets øvrige lyse måneder.
Forebyg indbrud
Heldigvis kan man selv gøre en hel del for at forpurre indbrudstyvenes planer. Det eneste, der kræver, er lidt forberedelse, gode naboer og Nabohjælps app, lyder det fra Sarah Risbøl Jacobsen, kommunikationskonsulent i Nabohjælp.
- Nu, hvor vi igen bevæger os ud i længere tid ad gangen, gælder det om at snyde tyven til at tro, at der er nogen hjemme. Det kan vi gøre på en nem og sikker måde med lidt hjælp fra naboerne og Nabohjælps app, siger hun.
Tæt på
Én af dem, der har haft indbrud inde på livet er 64-årige jurist Elisabeth Hartlev. Hun bor i en villa i Viby og har to gange oplevet, at nogen har forsøgt at bryde ind.
Den ene gang havde tyvene forsøgt med noget skarpt at lirke låsen til hendes hoveddør op. Den anden gang havde tyvene brugt en af hendes havestole til at hoppe over hegnet til haven.
- Det får jeg det selvfølgelig dårligt over. fortæller Elisabeth Hartlev.
- Indbrud er rigtig grimt. Tyven kommer så tæt på, hvis de kommer ind i ens hus og roder igennem ens ting.
Slem sommer
Sommeren 2019 stod det rigtig skidt til med indbrud i Elisabeth Hartlevs kvarter
- Der havde ikke tidligere været forsøg på indbrud her hos mig, men tre af mine naboer og en genbo har alle haft indbrud, fortæller hun.
- Sidste sommer var det helt vildt med indbrud på vejen, hvor der både blev brudt ind og forsøgt på at bryde ind i biler og huse.
Nabohjælp hjælper
Derfor har naboerne på villavejen nu samlet sig om at bruge appen Nabohjælp, hvor man kan advare hinanden om det, hvis der sker noget mistænkeligt i området.
- Jeg er superglad for nabohjælpen. Appen gør mig opmærksom på det, hvis nogen har set en mistænkelig person eller bil eller hvis nogen har haft indbrud, forklarer Elisabeth Hartlev.
Samtidig har fællesskabet omkring Nabohjælp den gode bivirkning, at naboerne på vejen er kommet tættere på hinanden.
- Vi snakker endnu mere sammen nu end tidligere og det har brugt os tættere sammen på vejen.
Mere opmærksom
Nabohjælpen betyder, at Elisabeth Hartlev og naboerne er blevet mere opmærksom på risikoen for indbrud og derfor tager deres forholdsregler.
- Vi putter skrald i hinandens skraldespande, parkerer i hinandens indkørsler og tænder lys, når nogen er ude at rejse, fortæller hun.
Og det virker, fortæller Sarah Risbøl Jacobsen fra Nabohjælp:
- Vi ved fra undersøgelser, at nabohjælpere, som bruger appen, er bedre til at forebygge indbrud. Systematisk Nabohjælp kan forebygge op mod hvert 4.indbrud, så der er god grund til at downloade appen og sætte nabohjælpen i system.
180.000 danskere har allerede taget Nabohjælps app i brug og er dermed klar til at forebygge indbrud i ferien.