Stor interesse for nye lejligheder i Gellerupparken
I dag blev der afholdt åbent hus på 222 familievenlige lejeboliger i det nye Gellerupparken. Interessen fra mulige lejere var stor.
Vennerne Kasper, Theis og Thomas var i dag taget til Åbent Hus-arrangement i Gellerup. Her så de på nogle af de 222 familie- og delevenlige boliger i det nye Gellerupparken.
Drengene håber på at få en af de nye lejligheder i Pionérhusene, der er en del af Helhedsplan Gellerup. De er ikke bekymrede for at flytte til området.
- Jeg tror, at hvis man giver det en chance, så bliver man positivt overrasket. Vi er jo fandme alle sammen mennesker, så vi kan jo bare snakke sammen og give hinanden et smil. Så tror jeg, at man kommer langt, siger studerende Kasper Gram til TV2 ØSTJYLLAND.
Helhedsplan Gellerup skal gøre Gellerupparken til en mangfoldig bydel, der matcher resten af Aarhus på beskæftigelse, uddannelsesniveau, indkomst og tryghed.
I mange år har Gellerupparken kæmpet med stor arbejdsløshed og kriminalitet. I øjeblikket er 52 procent af beboerne arbejdsløse. Det skal gerne være fortid med det nye udbud af lækre lejligheder, der skal lokke nye beboere til.
- Jeg synes jo, at det er et supplement til de boliger, der er herude i forvejen og understøtter den plan, som kommunen og Brabrand Boligforening har for hele området, siger Thomas Windtberg, adm. direktør i Taurus Ejendomsadministration, der står for udlejningen, til TV2 ØSTJYLLAND.
God udsigt
Planen med de lejlighederne er at skabe boliger med en god udsigt i et kvarter, der er tiltænkt både unge, børnefamilier og pensionister.
- Det skal være en kombination af folk fra resten af Aarhus, Østjylland i det hele taget eller fra andre steder, siger Thomas Windtberg.
I alt skal 3000 nye private boliger opføres i Gellerupparken. Som en del af ghettoplanen er Brabrand boligforening i forhandling med Aarhus Kommune om, hvor mange af de nuværende boligblokke der skal rives ned.
De 222 lejligheder er efter planen klar til indflytning til juli.