Tager sprogkritik alvorligt
Kulturby vil stramme op på kommunikationen
Aarhus Kulturhovedstad 2017 har allerede brugt 10 millioner kroner på kulturprojekter i regionen, men det er de færreste almindelige østjyder, der kan fortælle, hvad de mange skattekroner er brugt til. Og projektbeskrivelserne er i følge en sprogforsker uforståelige for almindelige borger.
Programdirektør Gitte Just erkender, at det er et alvorligt problem, at mange østjyder ikke ved, hvad der foregår.
- Hvis vi ikke formår at kommunikere til folk, skal vi tage det alvorligt. Det er vigtigt, at vi kan kommunikere til borgerne, hvad de kan forvente at se i 2017, siger Gitte Just.
Programdirektøren forklarer det manglede kendskab sådan:
- Vi har været i en planlægningsfase i en lang periode, og står nu på vippen til rent faktisk at offentliggøre nogle af de helt store projekter, der skal danne rygraden. Vi prøver hele tiden at blive dygtigere til at kommunikere, vi skal også øve os på nogle ting, og derfor tager vi selvfølgelig i mod alle gode råd.
Se hvad programdirektøren vil gøre ved sprogproblemet i interviewet øverst på siden.