Tyveriplaget butik indfører kød-eskorte
Kvickly i Viby har haft store problemer med tyverier af kød. Så nu skal oksemørbrad eskorteres til kassen af en medarbejder.
Det er snart sværere at stjæle en oksemørbrad end at få fat i en partoutbillet til Smukfest.
I hvert fald i Kvickly i Viby. Her har man nemlig været plaget af kødtyverier for op mod 5.000 kroner om dagen.
Det er særligt tyveri af okse- og kalvemørbrader til over 600 kroner per styk. Derfor skal det være sværere at stikke afsted med dyrt kød uden at betale for det.
- Vi har haft folk, der har fyldt kundevogne og bare er gået ud med kød, siger Pia Würtz, der er delikatesseleder i Kvickly i Viby.
Men nu kommer der derfor nye boller på suppen.
Både stigende priser og flere butikstyverier
I takt med at priserne på fødevarer er steget med gennemsnitligt 13,6 procent i forhold til sidste år, har også antallet af butikstyverier taget et ryk opad med knap 18 procent.
Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Så skal du købe en okse- eller kalvemørbrad i Kvickly i Viby, foregår det nu lidt anderledes.
Okse- og kalvemørbraderne ligger i en kølemontre som før, men til forskel fra almindelige kølemontrer, er denne montre låst. Du skal derfor kontakte en medarbejder fra delikatessen, der skal hente en nøgle i et baglokale for at kunne låse op til mørbraderne.
Men til forskel fra tidligere, får du heller ikke mørbraden i hånden her. I stedet eskorteres okse- eller kalvemørbraden af en medarbejder hen til kundeservice, hvor den opbevares, indtil du kommer op og betaler for den.
Når du så er kommet op til kundeservice, kan du betale for din mørbrad og tage den med hjem.
Læs også:
Men til gengæld giver det medarbejderne i slagteren og delikatessen en til tider tidskrævende opgave.
- Det kan godt blive til måske fem til seks ture på en fredag, men så får man også lidt motion, siger Pia Würtz.
Hun fortæller også, at tyverierne primært skete, når slagteren var taget hjem, og ungarbejderne stod og skulle vurdere, om de skulle udlevere det dyre kød til kunder.
- Vi ville ikke skulle udpege nogen som banditter, så derfor har vi sagt, at det er sådan her, vi gør, om det så er en ungarbejder eller slagtermesteren, siger Pia Würtz.
Og ifølge hende, kunne det se ud til at have den ønskede effekt.
- Af hvad jeg ved, så er der ikke blevet stjålet nogen, siden vi begyndte på det her, fortæller Pia Würtz.