Ung kvinde død efter højresvings-ulykke i Aarhus
En alvorligt ulykke ved universitetet i Aarhus har kostet en 27-årig kvinde livet
Østjyllands Politi har netop skrevet i en pressemeddelelse, at den cyklist, der kom til skade i et færdselsuheld tidligere på morgenen, er død af sine kvæstelser.
Det drejer sig om en 27-årig kvinde, og hendes pårørende er blevet underrettet.
27-årig kvinde har mistet livet i færdselsuheld i Aarhus #politidk https://t.co/TChjUEduXg pic.twitter.com/6Ji1qk5lr0
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) August 29, 2017
Østjyllands Politi modtog i morges kl. 06.59 en anmeldelse om et alvorligt færdselsuheld i krydset Nordre Ringgade/Nørrebrogade i Aarhus.
En 27-årig kvindelig cyklist og en mandlig lastbilchauffør kom begge kørende ad Nordre Ringgade mod øst og kørte sammen i krydset i en højresvingsulykke.
Kl. 0659 alvorligt færdselsuheld, Vestre Ringgade-Randersvej og Aarhus med højresvingende lastbil og cyklist. pt. ikke yderligere #politidk
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) August 29, 2017
Den 27-årige kvindelige cyklist er afgået ved døden som følge af sammenstødet, skriver Østjyllands Politi i pressemeddelelsen.
Uheldet har givet, og giver fortsat, en del udfordringer i morgentrafikken i det store kryds ved Nordre Ringgade/Nørrebrogade/Randersvej. Trafikken glider langsomt, men politiet opfordrer til, at man finder en alternativ rute.
Der er tilkaldt en bilinspektør til stedet, der skal foretage nærmere undersøgelser. Der er pt. ingen tidshorisont på, hvornår politiet er færdige på stedet.
Du kan se video og flere billeder fra ulykkesstedet øverst i artiklen.