Vejarbejde lukker trafikalt knudepunkt i weekenden

Trafikanter i krydset Søren Frichs Vej og Vestre Ringgade kan opleve gener de næste to weekender. Men til gengæld skulle det blive meget bedre bagefter.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Krydset er et af de mest trafikerede i Aarhus. Foto: Google Street View

De næste to weekender skal trafikanter, som skal benytte krydset Søren Frichs Vej/Venstre Ringgade i Aarhus være opmærksom på, at vejarbejde på stedet lukker dele af vejene.

Signalanlæggene skal skiftes ud, og selvom det vil skabe gener i løbet af den tid, det tager at lave arbejdet, så er projektleder Asbjørn Halskov fra Teknik og Miljø sikker på, at det er det hele værd.

- Det er svært at sætte tal på, men jeg forventer en væsentlig forbedring, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.

Problemer med at komme til højre

I dag og i morgen er Søren Frichs Vej lukket i begge retninger fra klokken 18 til 05. Vestre Ringgade er fortsat åben.

Fredag den 19. og lørdag den 20. november mellem klokken 18 og 05 vil man ikke kunne krydse Vestre Ringgade, når man kommer fra både øst og vest på Søren Frichs Vej. Foto: Teknik og Miljø - Aarhus Kommune

Fredag og lørdag i næste weekend er der kun ét spor åbent i hver retning på Vestre Ringgade i samme tidsrum.

Fredag den 26. november vil man ikke kunne svinge ind på Søren Frichs Vej fra Vestre Ringgade i tidsrummet 18 til 05, ligesom der på noget af strækningen kun vil være et spor åbent. Foto: Teknik og Miljø - Aarhus Kommune
Lørdag den 27. november mellem klokken 18 og 05 er der også kun et spor åbent på en del af Vestre Ringgade ved krydset. Her vil man ikke kunne svinge til venstre. Foto: Teknik og Miljø - Aarhus Kommune

Asbjørn Halskov fortæller, at det i dag særligt er et problem at komme til højre i krydset, når man kommer fra byen på Søren Frichs Vej.

- Det er svært at komme til højre. Der er grønt i kort tid og der kommer en del cyklister, så der kun når at komme en-to biler med per omløb. Det betyder, at køen stuver op så langt tilbage, at der ikke er plads længere tilbage på vejen, siger han.

Et af de nye tiltag i krydset er, at der kommer højresvingspile både når man kommer fra øst og vest af Søren Frichs Vej.

- Jeg forventer, at vi kan komme op på at få omkring ni-ti biler per omløb, og det betyder meget. I praksis vil det fjerne køen, er jeg overbevist om, siger projektlederen.

Krydset skal desuden have helt nye signalanlæg, så både kørende, cyklende og gående trafikanter fra alle retninger bliver registreret, så tiden med grønt lys kan tilpasses efter behov, ligesom to venstresvingbaner fra Søren Frichs Vej mod Silkeborgvej skal sørge for, at dobbelt så mange biler som i dag kan komme gennem krydset, ligesom cyklisterne får mere plads.

Alle vil opleve forbedringer

Arbejdet er en del af et større arbejde på hele Vestre Ringgade, som skal forbedre trafikken.

- Vi skifter styresystem i hele kæden, og mange vil, når vi er helt færdige, opleve, at de kan køre hele ringgaden uden at stoppe for rødt. Og alle vil helt sikkert komme til at opleve forbedringer, siger Asbjørn Halskov.

Han forventer, at arbejdet i krydset vil være færdigt inden årsskiftet, og arbejdet på hele ringgaden er sandsynligvis afsluttet i første kvartal af næste år.

- Det er svært at sige, hvornår det er helt færdigt, for der dukker mange forhindringer op, når vi får stukket skovlen i jorden, siger Asbjørn Halskov. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her