VIDEO: Autotransporter omsluttet af meterhøje flammer
Branden opstod i krydset Randersvej/ Skejbygårdsvej i det nordlige Aarhus.
Onsdag aften omkring klokken 20.30 udbrød der pludselig brand i en autotransporter, der holdt i svingbanen i krydset Randersvej/ Skejbygårdsvej i det nordlige Aarhus.
TV2 ØSTJYLLANDs reporter var på stedet og fortæller, at bilen i løbet af få minutter var omsluttet af meterhøje flammer, der ifølge Østjyllands Brandvæsen også truede med at antænde bilerne på ladet.
- Den ene bil holdt helt oppe ved kabinen på autotransporteren, så der var fare for det, men vi var heldigvis lige i området i og med vores Station Nord ligger tæt på, fortæller Thomas Jørgensen, der er operationschef hos Østjyllands Brandvæsen.
Brandvæsenet kom sammen med politiet og fik hurtigt slukket ilden, og det er derfor kun førerhuset, som når at brænde ud.
- Umiddelbart ligner det en brand, der er opstået i motorrummet på den her autotransporter, forklarer operationschefen og fortsætter:
- Det skabte en del røg i området, men sådan er det jo gerne, når det er olie og så videre, der går ild i, forklarer operationschefen.
Ingen personer kom ifølge Brandvæsenet og Østjyllands Politi til skade.