VIDEO: Legesyge delfiner springer rundt i Aarhusbugten
Torsdag blev to delfiner spottet i Østjylland. Rune Kristiansen, der er havekspert, mener, at det formentlig er øresvin fra Thyborøn.
Vi oplevere det oftere og oftere, at delfiner finder vej til det danske farvand, og denne gang har to styks valgt at lægge vejen forbi Aarhusbugten.
Men det er stadig et usædvanligt syn, fortæller Rune Kristiansen, der er havekspert hos Kattegatcentret i Grenaa.
- Det er særligt, at øresvin gør længere ophold her, fordi vi ikke er vant til at have et miljø, der gør det attraktivt, siger han.
Det giver dog mening, at de kommer netop nu.
- Forårets kommen og mængden af byttedyr som hornfisk og sild lokker dem til, siger Rune Kristiansen.
Og han mener, at det stadig er så fascinerende for danskerne at se det legesyge pattedyr, fordi mange har et forhold til det.
- De ser jo nærmest smilende ud, når man ser på dem, og de ældre kan jo nok huske Flipper, siger han med reference til filmen, der handler om en delfin med samme navn.
Han tror, at de to øresvin, der nyder livet i bugten, er fra Thyborøn og har navnene Mischief og Tall Fin.