Zanne får julehjælp, men hjælper også andre

Zanne Ekem har modtaget julehjælp i fem år, og selvom pengene er knappe, gør hun, hvad hun kan for at hjælpe andre.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Zanne Ekem fra Aarhus har modtaget julehjælp i fem år.

Mens det for mange familier i Danmark er en selvfølge, at december måned byder på adventsgaver, mad i lange baner og massevis af pakker, så ser det helt anderledes ud for andre familier.

For nogle familier kan det nemlig være ekstra svært at få pengene til at række til julens mange udgifter.

Det oplever Zanne Ekman fra Aarhus. Derfor har hun i mange år modtaget julehjælp, og i år er ingen undtagelse.

- Julen ville ikke være særlig juleagtig uden, så det er en meget stor hjælp. Det betyder alt for mig, at jeg kan give min søn en jul. Han får en rigtig flot gave, som jeg normalt ikke vil have råd til at købe, siger Zanne Ekem til TV2 ØSTJYLLAND.

VIDEO: Zanne Ekem oplever, at mange af hendes veninder synes, at det er skamfuldt at sige højt, at man modtager julehjælp.

Zanne Ekem modtog julehjælp for første gang for fem år siden. Imens hun studerede, blev hun nemlig gravid med sin søn, Chriztoffer, og med en SU på 8.800 kroner som enlig mor, var det især svært at få det til at gå op i julen.

- Det var svært for mig at søge julehjælp i starten. Man får jo ikke børn for at staten skal betale for dem, men julehjælpen gør virkelig en stor forskel, siger Zanne Ekem til TV2 ØSTJYLLAND.

Min søn skal også lære, at man godt kan give lidt, selvom man har lidt. Det betyder rigtig meget, at jeg også kan hjælpe andre. Karma-kontoen bliver fyldt op.
Zanne Ekem, Aarhus

I dag arbejder Zanne Ekem 20 timer i ugen på Scandic Hotel i Aarhus, hvor hun fungerer som en form for vicevært. Hver måned får hun mellem 8.000 kroner til 10.000 kroner udbetalt, og som enlig mor rækker det ikke langt.

- Jeg har ADHD, og jeg kan ikke holde til at arbejde i 37 timer, så brænder min hjerne af, siger Zanne Ekem til TV2 ØSTJYLLAND.

Hjælper også andre

Zanne Ekem modtager ikke bare. Hun gør også selv noget for dem, der har det ekstra svært i julemåneden.

Lige siden hendes i dag otteårige søn gik i børnehave, har de nemlig bagt småkager og pebernødder, som de deler ud til hjemløse på Klostertorvet i Aarhus til jul.

- Min søn skal også lære, at man godt kan give lidt, selvom man har lidt. Det betyder rigtig meget, at jeg også kan hjælpe andre. Karma-kontoen bliver fyldt op. Det betyder også noget at se, at det kan godt være, at man selv har det hårdt, men der vil altid være nogen andre, der har det værre, og dem kan man altså også hjælpe og give et smil på læben, siger Zanne Ekem til TV2 ØSTJYLLAND.

VIDEO: En af de foreninger der uddeler julehjælp, er Dansk Folkehjælp i Grenaa. Torsdag fik de besøg af 100 personer, som kom for at hente en kasse, som indeholder en masse julemad, gavekorts, guf i lange baner og en mandelgave.

Julehjælp slår rekord

Zanne Ekem er langt fra den eneste, der modtager julehjælp. Faktisk er der rekord mange, der har søgt julehjælp i år hos Blå Kors' Julehjælp.

Det gælder både på landsplan og i Østjylland. Og netop østjyderne topper listen sammenlignet med resten af landet.

- Der er rigtig mange familier derude, der har det svært økonomisk. Sidste år var vi nået op på et højt tal, men på landsplan er tallet i år steget med 1000 ansøgere, siger generalsekretær i Blå Kors Danmark, Christian Bjerre til TV2 ØSTJYLLAND.

​​​​​Ansøgninger fordelt på regioner i 2019:

Midtjylland: 1.918 (27%)

Nordjylland: 1.021 (14%)

Hovedstaden: 1.560 (22%)

Sjælland: 965 (13%)

Syddanmark: 1.708 (24%) 

 

Kilde: Blå Kors

Bekymrende tendens

Sidste år modtog Blå Kors 928 ansøgninger fra østjyske familier. Men det tal er en del højere i år.

Siden ansøgningen om julehjælp åbnede den 1. november, er der kommet 1.205 ansøgninger fra familier i Østjylland.

Som del af julehjælpen får man et gavekort til Lidl. 

Og det er en stigning, der bekymrer Christian Bjerre.

- Det er overraskende. Det er jo et tegn på, at der er rigtig mange derude, der har for lidt at gøre godt med i julen.

Julehjælpen, der består af et gavekort på 400 kroner til dagligvarer og et gavekort på 200 kroner til Blå Kors' genbrugsbutikker, finansieres af Blå Kors' egne midler, fonde, gaver fra privatpersoner og samarbejdspartnere.

- Vi kan kun appellere til at folk donerer lidt i en tid, hvor de fleste har råd, siger Christian Bjerre.

VIDEO: Stigningen overrasker Christian Bjerre, der er generalsekretær i Blå Kors Danmark.

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her