Aabech siger farvel til AGF og goddag til AC Horsens
Aabech bliver i det østjyske og skifter AGF ud med AC Horsens
AC Horsens rykkede i denne sæson op i Superligaen, og nu har klubben hentet forstærkning i form af Kim Aabech, der er hentet på en fri transfer i AGF.
Kim Aabech har også en fortid i Lyngby og FC Nordsjælland, og AC Horsens' manager Bo Henriksen glæder sig over, at det bliver "den gule fare", der fremover bliver arbejdsgiver for offensivspilleren.
- Vi er glade for at kunne hente en spiller af Aabechs kaliber til AC Horsens, og det vidner om, at klubben og vores værdier og miljø er spændende for spillere også fra det højeste hjemlige niveau, siger Bo Henriksen til klubbens hjemmeside.
Aabech håber på afklaring inden 1. juni
Han er ikke i tvivl om, at Kim Aabech bliver point værd for AC Horsens, når der bliver budt på superligafodbold på CASA Arena Horsens i næste sæson.
- I Kim Aabech får vi en kvalitetsspiller, som er kampafgørende, og som i den grad kan gøre en forskel og også har bevist det i mange år i Superligaen. Derudover får vi en top fyr, som i den grad har fået en reel iver efter at vise en anden side af sig selv, end den alle snakker om. Kim har bevist at han er blevet en mere moden spiller og en ægte holdspiller der gerne vil arbejde for kollektive. Så vi mener i den grad, at det er et scoop at vi har tilknyttet Kim det næste år, lyder det fra Bo Henriksen.
Kim Aabech nåede to sæsoner i den hvide AGF-trøje og spillede afskedskamp mod AGF søndag eftermiddag, da han blev skiftet ind i stedet for Jesper Lange.