AGF-boss før vigtig hjemmekamp: Vi har brug for byens hjælp
- Vi skal have de tre point, og derfor har vi brug for byens hjælp, lyder det fra AGF-direktør før mandagens kamp mod Silkeborg
Påskeferie betyder som regel gækkebreve, påskeæg og mange fridage med familien. Men ikke for fodboldspillerne i AGF, der skal i ilden to gange i løbet af ferien. Første gang mandag aften, hvor Silkeborg IF kommer på besøg i Ceres Park til en vigtig kamp i slutspillet i Alka Superliga.
Efter en sejr i Viborg i søndags har AGF på mandag muligheden for at komme op på den vigtige andenplads i deres gruppe i slutspillet.
- Vi har været velsignet med en fantastisk opbakning i vores seneste tre udekampe, men nu gælder det, at ude er godt, men hjemme skal være bedst, siger adm. direktør i AGF, Jacob Nielsen, og fortsætter:
- Vi skal have de tre point, og derfor har vi brug for byens hjælp og støtte i en vigtig kamp, der kan blive afgørende for resten af gruppespillet. Kampen mandag er en nøglekamp og derfor håber vi, at Aarhus vil hjælpe os til at få brudt vores dårlige hjemmebanestatistik.
Påskefest om vigtige point
AGF har inviteret efterskoleelever fra hele Østjylland til kampen, ligesom to af AGF's store lokale samarbejdsklubber fra Aarhus kommer. Således er Fuglebakken KFUM og ASA's ungdomsafdelinger inviteret med til kampen, hvor to hold fra klubberne skal spille forkamp.
Der er gratis adgang for børn under 15 år og et stort legeland, hvor man kan møde nogle af AGF's spillere og måske få sig en autograf.
- Det bliver forhåbentlig en intens atmosfære om en spændende og vigtig fodboldkamp, og vi håber, at mange århusianere vil benytte påskeferiens første dag til at komme i Ceres Park og støtte os. Det er nu, vi har brug for byens hjælp og opbakning, siger Jacob Nielsen.
Mandagens kamp mod SIF spilles klokken 19. Ugen efter - 2. påskedag - rejser AGF til Aalborg, hvor slutspillets tredje kamp spilles kl. 18.