Glen før Viborg-kamp: Alle scenarier planlagt

Glen Riddersholm og AGF har indstillet sig på nedrykningsspil, men vil selvfølgelig jagte overlevelse mod Viborg FF

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Foto: Henning Bagger - Ritzau Scanpix

Hvis AGF kan slå Viborg på hjemmebane i morgen klokken 16.00, og Silkeborg IF samtidig ikke vinder i Aalborg, så er AGF sikre på at undgå nedrykning via en plads i top 2 i slutspilsgruppen. Noget, der syntes umuligt for blot et par uger siden.

Men selv om mulighederne nu er bedre, og der kommer masser af mennesker på stadion, så har AGF’erne absolut ikke smidt alle æg i én kurv.

- At ende i bund 2 har vi indstillet os på for længe siden, så det vil ikke være sådan, at vi vil være fuldstændig slåede omkuld, hvis vi ikke kommer i top 2. Vi er meget afklarede om tingenes tilstand. Vil gøre alt for at give vores trofaste publikum en sejr og betale tilbage for deres støtte, men vi kan jo ikke selv afgøre, om vi kommer i top 2, siger Glen Riddersholm til TV2 ØSTJYLLAND.

Efter at have kunne stille med det samme hold to kampe i træk for en sjælden gangs skyld er Glen Riddersholm nu igen tvunget til at ændre opstilling, da topscorer og anfører Morten ’Duncan’ Rasmussen er ude med karantæne.

Til gengæld lysner det andre steder i truppen. Niklas Backman er tilbage i truppen efter en skade og er ifølge Riddersholm klar til at spille, for ’ellers var han ikke blevet udtaget’, siger han.

Det samme gælder Kasper Junker og Mustapha Bundu, som der begge har været tvivl om. De er også begge udtaget til kampen mod Viborg FF. Mikkel Rask er ligeledes udtaget.

- Vi har jo gode præstationer på det seneste. Vi har leveret den defensiv og det kollektive udtryk, vi har søgt, siden vi tabte hjemme mod Silkeborg. Vi har uafhængigt af kampens udfald i morgen nogle vigtige kampe på den anden side af den kamp, men vi går ind for at vinde, og vi har forberedt os på Viborg, der også har spillet et godt kvalifikationsspil.

AGF kan komme i en situation, hvor man kan overveje at satse hele butikken fremad, hvis resultatet i Aalborg ser ud til at flaske sig, og så risikere, at Viborg vinder og går forbi AGF. Alt det har Glen Riddersholm naturligvis tænkt tanker om, men dem vil han ikke dele på forhånd.

- Alle de tænkelige scenarier har vi selvfølgelig planlagt hjemmefra, og dem tager vi i brug hvis det bliver nødvendigt. Men vi skal som hold følge op på et par gode præstationer, og så må vi se på scenarierne i løbet af kampen, siger Glen Riddersholm.

Kampen mellem AGF og Viborg samt kampen mellem Silkeborg IF og AaB fløjtes i gang søndag klokken 16.00.

Vi har alternativer til Duncan, siger Glen Riddersholm. Se et interview fra dagen efter Silkeborg-kampen her. 

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her