Billetter revet væk: Tartelet-festival klar med ekstra dag
Aarhus Tartelet & Øl Festival udvider med ekstra dag, fordi billetterne til festivalens første dag blev revet væk i løbet af få timer
Der har været så meget rift om billetter til Aarhus Tartelet & Øl Festival, at arrangørerne nu udvider arrangementet med en ekstra dag.
Festivalen var planlagt til den 26. august.
Billetterne til den dag blev revet væk i løbet af få timer, så nu er arrangørerne også klar med tarteletter den 2. september.
Festivalen er en nyskabelse, og den foregår i forbindelse med Aarhus Festuge.
Det Irske Telt ved Banegårdspladsen danner rammen om festivalen.
- Det bliver en hyldest til tarteletten, sagde arrangør Mesut Dursun til TV2 ØSTJYLLAND forleden.
Han fortæller, at festivalen skal ses som en slags opvarmning i forhold til næste år, hvor han har et større arrangement i ærmet.