Christiansborg ramt af corona: Smitten er spredt under forhandlinger
Coronasmitten har ramt Christiansborg i denne uge. En række ministre er gået i selvisolation, og flere partier er ramt.
Venstre, Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti har alle fået smitten indenfor partidøren.
Det er dog ikke noget, der skræmmer hverken Mona Juul eller Michael Aastrup Jensen, der begge er valgt i Østjyllands Storkreds.
- Det er et spejl af, at smitten har været stigende, siger Mona Juul fra Det Konservative Folkeparti.
Tre af hendes partikolleger er smittet. Heriblandt formand Søren Pape Poulsen.
- Nu er der kommet corona ind på Christiansborg, og det er virkelig ærgerligt. Jeg synes, vi har været meget forsigtige i vores folketingsgruppe, siger hun.
Hun mener, smitten er blevet spredt via de mange politiske forhandlinger, der foregår i øjeblikket, hvor politikere fra forskellige partier mødes på kryds og tværs.
- Jeg tror ikke, det er blevet spredt i gruppen, men når vi mødes til store forhandlinger. Det er ikke alt, der køres online, men det kan være, vi bliver nødt til det igen, siger Mona Juul.
Disse ministre er gået i isolation
- Peter Hummelgaard, beskæftigelsesminister
- Pernille Rosenkrantz-Theil, børne- og undervisningsminister
- Ane Halsboe-Jørgensen, uddannelses- og forksningsminister
- Lea Wermelin, miljøminister
- Mogens Jensen, fødevareminister
- Nick Hækkerup, justitsminister
- Jeppe Kofod, udenrigsminister
- Nicolai Wammen, finansminister
Kilde: Ritzau
Sender medarbejdere hjem
Venstres Michael Aastrup Jensen kalder Christiansborg for et hotspot.
- Det viser desværre, at det er alvor, siger han.
Han har bedt sine medarbejdere om at arbejde hjemmefra. De nye smittetilfælde får ham dog ikke til at holde sig fra Christiansborg.
- Jeg skal selv på Christiansborg i morgen, og jeg påtænker at bruge mundbind, hvis ikke mødet bliver virtuelt, siger Michael Aastrup Jensen.
I alt har otte socialdemokratiske ministre foreløbig valgt at selvisolere sig, mens flere venter svar på en test for coronavirus.
Disse folketingspolitikere er foreløbig testet positiv for COVID-19
Lars Christian Lilleholt (V)
Jeppe Bruus (S)
Egil Hulgaard (K)
Søren Pape (K)
Niels Flemming Hansen (K)