De Eneste To med hver sit soloprojekt
Peter Sommer og Simon Kvamm har gang i hver deres soloprojekter
Den østjyske duo De Eneste To holder snart pause fra hinanden, og det betyder, at Peter Sommer og Simon Kvamm får tid til soloprojekter.
Peter Sommer og Simon Kvamm har hver især soloprojekter undervejs, som deres fans kan se frem til at høre meget mere til i løbet af efteråret.
Solo-projekter i efteråret
Det fortalte de to kunstnere blandt andet, da TV 2 | ØSTJYLLAND mødte dem til Smukfest i Skanderborg forud for deres koncert onsdag.
- Jeg er selv for første gang ved at stævne ud solo med en større turné her til efteråret, og så går jeg også og bikser på et album, siger Simon Kvamm.
Han fortsætter:
- Men det sjove ved vores venskab er, at der egentlig ikke er voldsom forskel på det, når vi arbejder med vores musik og med hver vores musik. Vi sparrer rigtig meget med hinanden, spiller ting for hinanden, og vender musik og tekster med hinanden også udenfor De Eneste To.
'Always working'
Skanderborg-sangeren Peter Sommer forklarer, at de to venner har svært ved ikke at lave noget 'arbejdsreleteret', når de er sammen.
- Vi er sådan nogle venner, der godt kan lide at lave noget sammen. Det betyder ikke, at vi ikke kan se en fodboldkamp eller lave noget med familien, men når vi er os to, kan vi godt lide at have et eller andet at gøre noget ved eller forsøge at forbedre. Det er lidt sådan 'always working' på en god måde, siger Peter Sommer.
Øverst i artiklen kan du se et længere interview med De Eneste To, hvor de blandt andet udsættes for en quiz, der blandt andet omhandler Rihanna.