Endnu en ung mand sigtes for drabsforsøg
En 25-årig mand fremstilles mandag i grundlovsforhør sigtet for grov vold og drabsforsøg
Opdatering: Den 25-årige mand blev varetægtsfængslet i fire uger.
I forbindelse med et skyderi på Bispehavevej i det vestlige Aarhus lørdag aften er en tredje gerningsmand - en 25-årig mand - anholdt og sigtet for grov vold og drabsforsøg. Han fremstilles mandag i grundlovsforhør.
Det oplyser Østjyllands Politi, der grundet igangværende efterforskning ikke har yderligere kommentarer til sagen.
Episoden fandt sted lørdag kl. 20.10, hvor der blev affyret skud mellem grupperinger i Bispehaven. Politiet ankom hurtigt til stedet, sikrede sig spor fra skyderiet og anholdt to personer.
Nu er så en tredje anholdt og sigtet for grov vold og drabsforsøg i den sag.
Skyderiet er blot en af flere alvorlige hændelser i området den seneste uge, hvor en verserende bandekonflikt flere gange har udviklet sig voldsomt. Det er den københavnske bande Loyal to Familia, der forsøger at etablere sig i Aarhus, og det har ført til sammenstød med lokale kriminelle.
I nat blev der blandt andet affyret skud mod flere biler ved indkøbscentret City Vest, og lørdag var der også en episode på Ekkodalen i Aarhus V.
Her løb to personer med stik- og slagvåben ind i en butik, angiveligt for at lede efter folk fra andre grupperinger. Den ene blev genkendt og sigtes i forbindelse med episoden for forsøg på grov vold.
Mandag bliver også en 30-årig mand fremstillet i grundlovsforhør for overtrædelse af våbenloven i forbindelse med den igangværende konflikt.