Brug for et afbræk fra julefrokosterne? Nyt naturområde er åbnet
Tæt ved Hadsten kan man nu gå ture i et nyt stisystem anlagt oven på jordvolde. Men det er ikke den eneste fordel ved det nye naturområde.
Jul er lig med mad og indendørs hygge i lange baner.
Men trænger du til lidt frisk luft indimellem, er mulighederne nu blevet lidt flere.
Der er nemlig netop åbnet et nyt stisystem i vådområdet Kollerup Enge ved Hadsten.
- Vi håber, at det bliver et sted, hvor borgerne - både naturelskere og helt almindelige mennesker - i Hadsten vil gå en lang tur og nyde naturen i al dens overflod, siger natur- og miljøchef i Favrskov Kommune Dennis Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Han peger på, at området samtidig også er blevet langt mere tilgængeligt grundet en ny broforbindelse fra Hadsten til Kollerup Enge.
- Man skal kun gå halvandet minut fra Sløjfen (Hadstens Kulturhus, red.), og så er man derude, siger Dennis Jensen.
Flere fordele
Det nye stisystem er ikke kun anlagt af hensyn til naturhungrende østjyder. Faktisk er det en del af klimasikringen af Hadsten, hvor åen Lilleå løber gennem.
- Hadsten Midtby er i fare for oversvømmelse, når Lilleå går over sine bredder. Ved at omlægge Lilleå, kan vi nu oversvømme et vådområde ved Kollerup Enge i stedet, siger Dennis Jensen.
Det vådområde er blevet omkranset af jordvolde, der styrer vandets forløb. Det er oven på disse jordvolde, at man nu kan nyde juledagene på gåben.
Samtidig sikrer den model ifølge Dennis Jensen, at naturen i området vil blive rigere.
- Vi reetablerer et naturområde, så der kommer flere fugle, insekter og blomster. Så man kan få en rigtig lækker naturoplevelse, siger han.
Læs også:
De nyanlagte stier kan dog være glatte, indtil der vokser græs frem.
- Hvis man er gangbesværet, vil jeg mane til besindighed. Det er jordvolde, der er stampede, så der kan være smattet, siger Dennis Jensen.