VIDEO: Se udsigten fra Danmarks højeste bygning
På Aarhus Ø er Danmarks højeste bygning ved at blive opført. Lighthouse skal efter planen stå færdigt i 2022.
Danmarks højeste etageejendom, Lighthouse på Aarhus Ø, skal efter planen stå færdig til næste år.
Det 142 meter høje byggeri kommer til at slå Herlev Hospital med 22 meter i kappestriden om at være Danmarks højeste etageejendomme.
Højhusprojektet er allerede nået rigtig langt, og alt går ifølge projektchefen efter planen.
- Status er, at vi er godt på vej op med facaderne. Så forventeligt til februar skal facaderne være oppe under toppen, så vi har mulighed for at gå i gang med næste fase af det spændende top-projekt, siger projektchef Daniel Bygebjerg Espensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Lighthouse kommer til at indeholde 400 lejligheder, samt en udsigtsterrasse med restaurant på toppen, der kommer til at være offentligt tilgængelig. Der kommer til at være en separat indgang til de offentlige tilgængelige steder i bygningen.
Det er dog langt fra det eneste unikke ved bygningen.
- Jeg synes, at det særlige ved Lighthouse-projektet er, at vi ligger helt nede ved vandkanten. Ved rigtig mange af boligerne skal man trykke næsen mod ruden for at se jorden, ellers er det hav, bugt, vig og horisont, der præger din dagligdag, når du bor i boligen. Og det er usædvanligt, siger Daniel Bygebjerg Espensen.
Hvis man vil nyde den gode udsigt hver dag, skal man dog skynde sig - mange af lejlighederne er nemlig allerede solgt.
- Det er gået over alt forventning. Vi har i dag solgt 316 boliger ud af de lige knap 400 vi har, siger Daniel Bygebjerg Espensen.
Projektchefen fortæller videre, at de første indflytninger efter planen skal ske i juli 2022.
VIDEO: Øverst i artiklen kan du se, hvordan udsigten er på øverste etage