- Det er forfærdeligt, det der er sket i Ulstrup
Efterskoleforeningen er rystet over ny sag med to tidligere ansatte på en efterskole, der er mistænkt for grooming.
- Det er forfærdeligt, det der er sket i Ulstrup.
Sådan lyder reaktionen fra Efterskoleforeningens formand, Torben Vind Rasmussen.
Det sker, efter det er kommet frem, at to medarbejdere på Gudenaadalens Efterskole i Ulstrup er blevet bortvist og anmeldt til politiet grundet mistanke om grooming.
Sagen drejer sig efter sigende om grænseoverskridende og upassende beskeder skrevet til tidligere elever på skolen.
- Det handler om særdeles grænseoverskridende adfærd og kommunikation med unge under 18 år. Nogle af de beskeder, jeg har set, er af en sådan kaliber, at vi vurderer, at der kan være tale om grooming. Derfor har vi valgt at politianmelde det, har forstander på efterskolen Jesper Emil Sørensen, udtalt.
Men der er tale om en ganske usædvanlig sag, mener formand for Efterskoleforeningen Torben Vind Rasmussen.
Derfor er grooming heller ikke noget, Efterskoleforeningen rådgiver sine medlemsskoler om på nuværende tidspunkt.
- Vi rådgiver skolerne om generelle tendenser, og det her er ganske enkelt ikke en generel tendens lige nu, siger Torben Vind Rasmussen.
Meget opmærksomme
Han understreger, at han ikke kender til sagens detaljer, da der er tale om en politisag.
Torben Vind Rasmussen vil dog ikke afvise, at Efterskoleforeningen fremover vil rådgive yderligere om grooming.
- Det er klart, når der er eksempler som her fra Ulstrup, så er vi meget opmærksomme på det. Men vi er heller ikke interesseret i at tale et ikke-eksisterende problem op, så vi afventer for at se, om der er et problem af generel karakter, eller det er en enkeltstående situation i Ulstrup, siger han og uddyber:
- Hvis der er en generel tendens, så vil vi gå ind i det og sikre, at der er den bedst mulige kultur på efterskolerne, men lige nu ved vi ganske enkelt ikke, om det har en generel kultur i sig. Det er ikke vores fornemmelse.
Har du oplevet noget lignende? Kontakt TV2 Østjylland her
Tip osFormanden fortæller, at han ikke kender til andre sager om grooming på efterskoler.
Grooming blev i maj 2023 gjort ulovligt i Danmark. Grooming dækker over, at en person opbygger en relation til en mindreårig med det formål at kunne få barnet til at indgå i en seksuel relation.
Forstanderen på Gudenaadalens Efterskole har oplyst, at han ikke har kendskab til, der skulle være foregået fysiske overgreb i de to sager. Han kommer ikke nærmere ind på, hvad de grænseoverskridende beskeder har indeholdt.