Ejer knust: Hale, mule og ører bidt af nyfødt føl
Hesteejer mener, at løsgående hunde står bag angrebet på nyfødt føl
Mandag mistede Jill Hansen fra Hinnerup et nyfødt føl.
Halen var bidt af. Ørerne var bidt af. Halsen var brækket og halvt spist, ligesom mulen og underkæben var spist.
Hun er overbevist om, at det er hunde, der i en blodrus har angrebet det lille føl.
Godt sted at gå tur
Jill Hansen bor på en gård i Hinnerup, hvor der er både virksomhed og privatbolig. På den bagerste del af grunden ligger der en naturgrund.
- Det er meget hyggeligt område, og der er lige lavet et fugletårn. Det er et godt sted at går tur med sin hund, og mange bruger det, siger Jill Hansen.
Ved naturstien er der en fold, hvor familiens islænderhest og et æsel går. Indtil i går gik Tulle - en lille brun pony - der også. Tulle var mor til det dræbte føl.
- Lørdag var vi nede ved hestene. Min søn blev ved med at sige, at Tulle var i fol. Jeg lyttede til hendes mave og hvad man nu ellers gør, men kunne ikke finde noget, siger Jill Hansen.
Dyr med stor kæbekraft
Men mandag viste det sig, at Jill Hansen søn havde ret.
For da en lærling var nede for at se til hestene, finder han det døde føl.
- Det lå i kanten af folden næsten helt ude ved stødhegnet, hvor der er en skrænt ned mod naturstien, siger Jill Hansen.
Ifølge hende er det muligt for hunde at komme under stødhegnet.
- Det er et dyr med meget stor kæbekraft, så det kan ikke være en ræv, siger Jill Hansen.
Hun mener, at overfaldet er sket mandag imellem 10.00 og 10.30.
Hunde går uden snor
Føllets mor - den 30-årige pony Tulle - havde det heller ikke for godt.
- Den er ikke blevet angrebet, men alle hendes hinder var næsten blå, og hun var ved at gå i chok. Så der var ingen anden udvej end at aflive hende, siger Jill Hansen.
Efterfølgende har familien politianmeldt overfaldet på føllet.
- Folk skal holde deres hunde i snor. Vi ser tit, at det ikke er tilfældet, siger Jill Hansen.
Familien vil nu have sat ekstra tråd på hegnet.
- Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det. Dyrene er jo mine babyer, siger Jill Hansen.
Bekræfter anmeldelse
Østjyllands Politi bekræfter overfor TV2 ØSTJYLLAND, at episoden er blevet anmeldt.
- Et føl er blev overfaldet og dræbt mandag. Det var en dyrlæges vurdering, at det var hunde. Man fandt spor på stedet, der måske kunne stamme fra hunde, siger Peter Tolstrup Jørgensen, der er vagtchef hos Østjyllands Politi.
Men da ingen vidner har set noget, bliver det svært at finde frem til hund eller ejer.