Hel klasse sendt hjem: Lærer testet positiv for corona
Elever i 4. klasse på Tungelundskolen i Thorsø er sendt hjem, efter en lærer er testet positiv for coronavirus.
En lærer fra Tungelundskolen i Thorsø i Favrskov Kommune er testet positiv for coronavirus, og derfor er en fjerdeklasse blevet sendt hjem.
Den smittede er en klasselærer på 4. årgang oplyser skolechefen i Favrskov Kommune, Anne Gammelby Lybecker, til TV2 ØSTJYLLAND.
- En af vores lærere blev sidst på dagen i fredags orienteret om, at hun i løbet af sidste uge havde været sammen med en person, der er blevet testet positiv. Hun er derfor selv blevet testet i weekend. Hun fik her til morgen at vide, at testen er positiv, og i den forbindelse sender vi hele fjerdeklassen hjem, fordi de har været sammen med hende i fredags, siger hun.
Udover eleverne er også tre andre lærere, der er vurderet som nære kontakter til den smittede lærer, blevet hjemsendt og bedt om at blive testet.
Orientering
Skolechefen oplyser, at man i morges isolerede klassen og kontaktede elevernes forældre, der blev bedt om at hente deres børn.
- I løbet af formiddagen blev eleverne hentet af deres forældre. Eleverne bliver testet tirsdag eller en af de kommende dage, og før de kan komme tilbage, skal de kunne fremvise en negativ test, siger Anne Gammelby Lybecker.
I løbet af dagen har skolelederen været i kontakt med personalet på skolen for at orientere dem om situationen.
- Vi har gjort det sådan, at vi har givet en generel orientering om situationen til forældre, der har børn i vores andre klasser, mens vi har givet en mere specifik orientering pr. telefon til forældre med elever i den pågældende klasse, siger hun.
Opbakning
Skolens måde at håndtere situationen på har mødt opbakning hos de forældre, der har børn på skolen.
- Forældrene har taget det pænt og udvist forståelse. Jeg tror, mange af forældrene i øjeblikket tænker, at det kan ramme hvor som helst, og derfor er positive, selvom det selvfølgelig er træls, giver bekymring og kommer til ulejlighed, siger hun.
Ingen af eleverne har endnu fået svar på deres test, men skolechefen forventer, at klassen kan være i gang allerede fredag eller mandag, hvis alle får en negativ tilbagemelding på 1. test.