Kvinde fundet død i nedbrændt hus
Under efterslukningen af en større brand i et hus i Hammel fandt røgdykkere en død person på stedet. Det formodes, at den afdøde er den 69-årige kvindelige beboer.
Natten til torsdag kl. 01.07 rykkede brandvæsen og politi ud til en adresse på Kappelsdal i Hammel, hvor der stod høje flammer op fra taget. Beboerne i nabohusene blev evakueret, mens brandvæsnet gik i gang med slukningsarbejdet.
I forbindelse med efterslukningen nogle timer senere fandt røgdykkere en afdød person, som umiddelbart ikke kunne identificeres. Alt tyder dog på, at der er tale om den 69-årige kvinde, der boede i huset. Det oplyser Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.
- Det er ikke muligt at identificere personen endeligt på nuværende tidspunkt. Der skal laves nogle undersøgelser, der kan bekræfte identiteten, siger kommunikationsrådgiver ved Østjyllands Politi Jakob Christiansen.
Kvindens nærmeste pårørende er underrettet.
En person blev fundet død under en brand i et hus i Hammel i nat. Vi formoder, at det er den 69-årige kvindelige beboer. De pårørende er underrettet. Læs mere i uddraget af dagens døgnrapport. #politidk #anklagerhttps://t.co/v1GbWFzaP5 pic.twitter.com/43dqyEsbja
— Østjyllands Politi (@OjylPoliti) June 16, 2022
Der var umiddelbart ikke andre personer i det nedbrændte hus, og ingen andre kom til skade ved branden.
- Vi vurderer, at der ikke har været andre til stede inde i huset, siger Jakob Christiansen.
Der skete også skader på nabohusene til det nedbrændte hus.
Kl. 08.30 var branden slukket, og politiets teknikere skal nu forsøge at finde frem til brandårsagen. Derudover skal den afdøde endelig identificeres.