Virksomhed får strakspåbud efter dødsulykke

En 37-årig medarbejder blev klemt ihjel under en støbeform tidligere i september. Arbejdstilsynet kræver nu, at virksomheden Nordisk Wavin får styr på sikkerheden.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Nordisk Wavin i Hammel får kritik af Arbejdstilsynet efter en dødsulykke tidligere på måneden. Foto: presse-fotos.dk

Arbejdstilsynet har udstedt et strakspåbud til virksomheden Nordisk Wavin i Hammel.

Det sker efter en arbejdsulykke, der fandt sted tidligt om morgenen fredag den 15. september, hvor en 37-årig medarbejder fra Randers mistede livet.

TV2 Østjylland har fået aktindsigt i tilsynets afgørelse, som er lavet efter et besøg på virksomheden, hvor flere medarbejdere er blevet hørt. Nordisk Wavin producerer plastrørssystemer til det europæiske marked.

Af afgørelsen fremgår det, at den afdøde mand blev erklæret død på stedet efter at være blevet klemt fast under en stor jernstøbeform, der vejer op imod 400 kilo.

Under afmontering af formen, der sker ved brug af momentnøgler og bolte, faldt formen pludselig ned, fordi den ikke var forsvarligt spændt fast på en såkaldt fikstur-arm.

Det var den her rota-form, der faldt ned og klemte manden ihjel. Foto: Arbejdstilsynet

Det skal sikres, at ulykken ikke kan ske igen

Arbejdstilsynet skriver, at det er dets vurdering, at arbejdet med nedtagning af denne form ikke er blevet udført sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt, og derfor er beskeden til Nordisk Wavin, at det skal sikres, at en lignende ulykke ikke kan ske igen.

Det skal virksomheden dokumentere at have fået styr på senest i morgen, onsdag den 27. september.

Arbejdstilsynet vil nu vurdere, om der er grundlag for at melde virksomheden til politiet eller give den en bøde, hvilket er fast praksis, når der gives sådan et strakspåbud.

I et skriftligt svar til TV2 Østjylland siger Javier Garcia, direktør hos Nordisk Wavin, at han kan bekræfte at have modtaget afgørelsen fra Arbejdstilsynet.

Han tilføjer, at sikkerheden for de ansatte har højeste prioritet.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her