Riddersholm: Frustrerende anden halvleg
Glen Riddersholm var tilfreds med den første, men træt af anden halvleg i nederlaget mod Silkeborg IF
Glen Riddersholm og AGF måtte forlade Silkeborg med et 1-0-nederlag efter lørdagens østjyske opgør, og det huede naturligvis ikke cheftræneren, der så sit hold præstere på to forskellige niveau i kampens to halvlege.
- En kamp har mange historier, og taktisk er jeg tilfreds med første halvleg, hvor vi er i den kontrollerende rolle og skaber gode chancer. I anden halvleg kan vi ikke være tilfredse hverken med indsatsen eller den kvalitet, vi har i spillet. Udover i få glimt er det ikke en halvleg, vi kan være tilfredse med, siger Glen Riddersholm til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Han mener dog ikke, at nederlaget er et specielt slag i ansigtet efter sejren over FC Nordsjælland.
Læs også:
- Det er meget naturligt, at der kommer udsving indimellem. I anden halvleg har vi hverken kvalitet eller den modstandskraft, der skal til, og det er selvfølgelig frustrerende, siger Glen Riddersholm.
Andreas Albers afgjorde kampen få minutter før tid.
- Det er et boldtab, hvor vi bliver fanget i ubalance, og det straffer de med at spille bolden dybt lige i den fase, hvor vi forsøger at være risikovillige og gå efter sejren og har slået over i en 3-5-2, siger Glen Riddersholm.
Se hele interviewet i videoen øverst i artiklen.