SIF laver langtidsaftale med Uhlsport
Frem til sommeren 2021 vil Silkeborg IF's fodboldspillere være iklædt Uhlsport
Silkeborg IF og Uhlsport har forlænget aftalen med to år, så den løber frem til sommeren 2021. Til den tid vil Uhlsport have klædt SIF-spillerne på i ni år.
- Vi har rigtig god gavn af samarbejdet med Silkeborg IF, så vi er glade for at forlænge. I aftalen med SIF og i vores samarbejde med Henrik "Tømrer" Pedersen har vi fået høj lokal værdi. Samtidig får vi gennem SIF rigtig god eksponering, og den er yderligere blevet forstærket af oprykningen til Alka Superligaen i sommer og de gode præstationer på banen i efteråret, siger Torben Pedersen fra Uhlsport i en pressemeddelelse.
På den modsatte side af bordet er der også glæde over forlængelsen.
- Vi har et meget positivt samarbejde med Uhlsport, og vi er glade for Uhlsports loyalitet over for SIF. Vi glæder os til også i årene fremover at klæde vore spillere på med tøj fra uhlsport, siger økonomidirektør Claus Christensen.